Gå til Nyt fra Radioindustrien
Gå til Nyt High Fidelity anlæg fra Philips.
Gå til Højttalere og højttalerarrangementer til stereofonisk gengivelse
Gå til Stereofoniske programkilder

De stereofoniske grammofonplader bar allerede i nogen tid teknisk set været en realitet, men hos saavel publikum som hos grammofonselskaberne har man kunnet spore en afventende holdning indtil nu. Paa udstillinger overalt bar man længe demonstreret stereofoniske anlæg baseret paa grammofonplader, men de har i nogen grad været betragtet som et kuriosum, som ikke bar haft særligt bud til almindelige forbrugere. Publikum har især ladet sig afskrække af overdreven frygt for priserne såvel på anlæg som på plader. Denne indstilling er dog nu ved at være et overstået stadium.

For grammofonselskabernes vedkommende har den væsentligste grund til tøven været savnet af en international standard, som skulle sikre imod det fuldkomne anarki, som ville følge, hvis hvert selskab udviklede sit system, som krævede specielle pickup'er og højttalerarrangementer.

På en konference i Zürich mellem europæiske grammofonpladeproducenter er denne hindring for den videre udvikling overvundet, idet man er blevet enige om en fælles standard, og denne er tilmed blevet accepteret i USA. Informationsfordelingen mellem kanalerne sker ifølge "Wireless World" efter følgende retningslinier:

1. De to kanaler indspilles på den måde, at de kan aftastes ved en bevægelse af aflastningsnaalen i to retninger, som danner en ret vinkel i forhold til hinanden.
   
2. Højttaleren til højre giver lyd, når der sker bevægelse efter en akse som danner en vinkel på 45° med pladens plan, og som skærer rotationsaksen over pladen.
   Er vinklen mellem rillens to vægge ret, vil højttaleren til højre spille, når modulationen sker efter normalen til den rille- væg, som »ser« ind mod pladecentrum, og den venstre højttaler spiller, når modulationen sker efter normalen til den anden rillevæg, som »ser« bort fra pladecentrum. Overflademodulationen af de to rillevægge sker altså i retninger, der danner vinkler på 45° med pladens plan og 90° med hinanden.
   
3. En bevægelse af aflastningsnålen i en retning parallel med pladens plan (lateral bevægelse) skal medføre lige store, ensfasede akustiske signaler fra højttalerne.

Det følger af punkt 3, at en pickup beregnet for stereofonisk gengivelse principielt vil kunne benyttes til afspilning af normale enkanals grammofonplader.

For så vidt at indspilningen af stereopladerne er foretaget efter et system, som tillader, at man kan skaffe et signal egnet for monaural gengivelse ved addition af de to stereosignaler, kan de nye plader principielt afspilles på de bestående anlæg. De to systemer er kompatible.

Som det var at vente, blev det altså det såkaldte 4l°-45° system, som gik af med sejren. (Se nærmere artiklen »Stereofoni pan grammofonplader» år 1957).

De hidtil gældende standarder for pladedimensioner, indspilningskarakteristikker (RIAA) med videre bibeholdes for de stereofoniske plader, kun er nålespidsradius nedsat fra 25 µ til 12,5 µ og samtidigt er rundingsradius i bunden af rillen nedsat til 5 µ. Disse forandringer er dikteret af ønsket om, at de nye plader med hensyn til forvrængning nødigt skulle blive dårligere, end tilfældet er for de gammeldags monaurale indspilninger.

Stereofonisk afspilning betyder samtidig aflastning af to "hill and dale"-spor, altså to spor, som er moduleret op-ned i stedet for paa tværs af rillen, som ved lateralskriften, som har været enerådende de sidste mange år. ("Hill and dale" modulationen sker altså blot i to retninger 45° forskudt i forhold til pladenormalen i stedet for op-ned). Lateralskriftens fordel er dels en pladsbesparelse, og dels udbalancering af al lige ordens aflastningsforvrængning, og disse fordele går man glip nf ved de stereofoniske indspilninger.

Ved at gå ned med nålespidsradius, ved at indspille ved et niveau, som ved monaural afspilning betyder et 3 db svagere signal og ved ikke at skære saa tæt ind på pladecentrum (mindste rillediameter 14 cm) opnår man ikke alene at få forvrængningen ned på det niveau som gælder for de gamle plader, men opnår en forbedring i forhold hertil. Men prisen er unægteligt, at der stilles betydeligt større krav til afspilningsapparaturet, hvis fordelen skal udnyttes.

Disse forhold er medvirkende til, at det i praksis bliver så som så med kompatibiliteten mellem de stereofoniske og de monaurale indspilninger. De nye plader ødelægges af ældre pickup'er, som ikke har tilstrækkelig vertikal eftergivenhed, og som har en uhensigtsmæssig stor nålespidsradius. Dertil kommer, at ikke alle stereooptagelser er velegnede for monaural gengivelse på grund af den anvendte mikrofonteknik. Man er således afskåret fra brugen af specielle solistmikrofoner.

Til gengæld vil det ikke være muligt at afspille alle eksisterende LP-plader med en nålespidsradius på 12,5 g, ligesålidt som man kan afspille normalplader med mikrorillesafir.

Af hensyn til det store slid på en 12,5 µ spids, må man afstå fra anvendelsen af safir som nålespidsmateriale. Man må nødvendigvis benytte diamant. Alene af denne grund bliver en stereopickup en del dyrere i anskaffelse end de sædvanlige, men til gengæld økonomisk i brug. En dynamisk stereo pickup koster ca. kr. 300 med diamant, men der er langt billigere krystelpickup'er på markedet.

Ved et foredrag i "Dansk Akustisk Selskab" for nylig redegjorde dr. Schlegel, Fonofilm for ind- og afspilning af stereo- plader. De ledsagende demonstrationer med kommercielt Fonofilm-apparatur var særdeles overbevisende, især når man tager i betragtning, hvor vanskeligt det er at lave den slags for et stort publikum i et stort lokale (festsalen "Danmarks tekniske Højskole").

Særligt vellykkede var nogle Strawinsky optagelser, som viste fuldt ud, hvad der i bedste tilfælde kan tilføres gengivelsen af seriøs musik ved stereofoni.

Interessant var det også et høre om en ny form for "fullschniftverfahren", hvor rilleafstanden reguleres under hensyntagen til de individuelle udsving af to tilstødende rillevægge, hvorved det er blevet muligt at opnå samme spilletid på stereo- pladerne til trods for større reelt pladsbehov.

Efter den lige sluttede radioudstilling i England er der nu lukket op for sluserne med hensyn til kommercielle stereoplader. Decca har alene sendt ikke mindre end 60 indspilninger på markedet på een gang. Tidsskrifterne vrimler med annoncer for stereofonisk apparatur i alle prisklasser. Ligesom man i dag kan købe radiomodtagere til ca. samme pris i dag med FM, som maa i gamle dage gav for AM-modtagere, således vil også stereofoniske anlæg hurtigt finde et fornuftigt prisleje, hvis ellers publikum reagerer på den forventede gunstige måde. En rationalisering af de anvendte forstærkere og højttaleropstillinger vil bidrage stærkt hertil. Det skal dog bemærkes, at det er uden interesse et indføre stereofoni, hvis kvaliteten på de to kanaler af økonomiske grunde skal forringes hørbart i forhold til monaurol gengivelse.

Det skal til slut fortælles, at Decca, EMI (HMV) og Pye (Nixa) netop har nedsat priserne på stereogrammofonplader i England. således at der ingen prisforskel er mellem stereo- og monuraloptagelser. For nylig var prisen Ca. den dobbelte.

De stereofoniske grammofonplader kommer i handelen herhjemme d. 15. oktober i år, og hermed er den nye revolution indenfor lydreproduktionen i hjemmene - som kun kan sammenlignes med overgangen fra "normalplader" til LP - en realitet for den almindelige forbruger også herhjemme.

Nyt fra Radioindustrien

Philips Magic BOX AG9126 er en kvalitetsforstærker med indbygget pladeskifter. Den rummer flere interesante detailler. Pladeskifteren er af typen AG1014, der udmærker sig ved at have 4 (fire) hastigheder. Foruden de kendte tre: 78, 45 og 33 omdr./min. har den 4. hastighed: 16 2/3 omdr./min., som mange taler om, men ingen endnu har brug for. Pladeskifteren, der kan tage ti plader, er fjedrende (meget fjedrende) ophægt for at undgå rumlen og mikrofoni.

På tonearmen kan sættes både magnetodynamiske pick-up'er og alm. krystal pick-up'er. Et særligt kunstgreb gør det muligt at tilpasse forstærkerindgangen til begge typer uden yderligere elektrisk omskiftning. Dog lider gengivelsen noget, naar man spiller med krystalpick-up og har volumenkontrollen stillet til svag styrke.

Forstærkeren er forsynet med equalizer til LP, nye og gamle 78-plader og omskifter til direkte forstærkerindgang (til radio, mikrofon o.l.).

Forstærkeren er bestykket med ECC83, EF86 og to EL86 i udgangen. Da der anvendes højimpedansede højttalere, indgår der ingen udgangstransformator, hvilket har hjulpet med til den gode gengivelse. Den max. afgivne udgangseffekt er 8W, og forvrængningen ved denne effekt er mindre end 1% harmonisk og 2,5% intermodulation (150 og 8000 Hz). Højttalerbestykningens elektriske frekvensområde opgives til 30-20.000 Hz, hvorved alle krav i den retning må være honoreret. Der konstateres dog lidt 100 Hz brum ved fuldt opskruet volumenkontrol. Foruden volumenkrontrol og equalizer findes bas- og diskantregulering, hver dækkende +- 12dB. Kabinettet er enkelt og behageligt diskret udført i mat nøddetræ og vil kunne glide ind i de fleste møbelarter.

Der findes ikke tilslutning for ekstrahøjttaler på grund af ovennævnte transformatorløse koblingsmåde, men forstærkeren kan udvides med en saadan. Man skylder sig selv at anvende forstærkeren sammen med kvalitets-pick-up af typen AG3020 eller AG3021.

Philips Magic BOX AG9126

Et High Fidelity anlæg i den overkommelige prisklasse bestående af automatisk pladespiller med 4 hastigheder, Hi-Fi forstærker med 2-kanal transformatorløs udgang, separat bas- og diskanthøjttaler.

   Interessen for High Fidelity anlæg, d.v.s. systemer som kan præstere en meget nær virkelighedstro gengivelse, er ikke af ny dato. I en længere årrække har entusiaster syslet med opgaven for deres private fornøjelse at skabe et anlæg for naturtro gengivelse. Industrien har kun gjort ringe forsøg på at imødekomme ønskerne hos denne talmæssigt beskedne kundekreds.
   I de sidste par år har interessen for Hi-Fi bredt sig med rivende hast og der er efterhånden opstået et pænt marked for denne type udstyr. Anskaffelsesprisen for et komplet Hi-Fi system har dog hidtil været så høj, at det kun for et fåtal har været økonomisk overkommeligt at anskaffe sig et sådant anlæg.
   Philips har nu bragt et High Fidelity anlæg på markedet, som økonomisk ligger inden for rækkevidde af de fleste og som byder på interessante enkeltheder. Anlægget består som vist på fig. 1 af fire hovedenheder:

• Pladespiller, , bas- og diskanthøjttaler.
• Forstærker
• Bas- og diskanthøjttaler

PLADESPILLER TYPE AG 2205
   Pladespilleren er udført som et meget alsidigt instrument, idet den kan bruges både som manuel betjent pladespiller, som automatisk pladespiller og endelig - ved påsætning af en særlig skiftertap - som helautomatisk pladeskifter for op til 10 "45" plader.
   Betjeningen foretages meget enkelt med et system af trykknapper. Der er 4 mulige hastigheder 16?, 33?, 45 og 76 omdr. pr. min, og hastigheden kan herudover finreguleres (ændring af en hvirvelstremsbremse) ± 4% af den nominelle værdi. Den rette hastighedsindstilling kontrolleres ved hjælp af en på undersiden af pladetallerkenen siddende stroboskopisk skive, som belyst af en neonlampe kan betragtes gennem et spejlarrangement.
   Pick-up'en er, som venteligt for en Hi-Fi pladespiller, af den udskiftelige type med separat hoved for longplaying og alm. plader. For mikrorille bruges diamantnaal, for alm. safirnål. Frekvensområdet angives til 10-20.000 Hz indenfor 1 dB.
   Pladespilleren er mekanisk veludført. Den store pladetallerken er godt afbalanceret, hviler i et svært bronceleje og er kantdrevet. Friktionsdrivhjulet udløses automatisk ad elektromagnetisk vej, når motoren standses for at undgå uensartet slid på gummikanten. Pick-up armen frakobles helt under selve afspilningen. Ved automatisk stop føres armen automatisk tilbage til hvilestilling og hele enheden gøres strømles ved en indbygget mikroafbryder. Pladespillerchassiset er fjedrende ophængt for at undgå akustisk tilbagekobling.
   Den automatiske funktion (trykknapstyret) er meget hensigtsmæssig ved alm. pladeafspilning, idet den skåner pladen for ridser, som let uforvarende påføres ved manuel operation. Nåletrykket fra pick-up'en er ringe (ca. 10 gr.) og "landingshastigheden" ved automatisk operation er meget blid, så pladen behandles meget skånsomt.
   7", 10" og 12" plader kan spilles automatisk. Andre størrelser ved manuel betjening.

 
Fig. 1. Hi-FI anlæggets hovedenheder. a. pladespiller (AG 2205), b. forstærker
(AlI 9009), c. bashsjttaler (AD 5035 UD) og d. diskanthejttaler (AD 5036).

FORSTÆRKER TYPE AG 9009
    Forstærkeren er særlig bemærkelsesværdig ved anvendelse af transformatorløs push-pull kobling i sine 2 udgangstrin. Populær Radio har tidligere omtalt princippet for transformatorløs udgang. Fordelen ved systemet er kort den, at man undgår udgangstransformatoren, som jo af hensyn til indførelse af den nødvendige modkobling uden at få problemer ved båndgrænserne må have et stort frekvensområde og derved blive stor og navnlig dyr. Uden udgangstransformer er det muligt at overføre både høje og dybe toner til højttalerne uden faseforvrængning og uden resonansfænomener.
   Philips transformatorløse udgangstrin er udført som et seriekoblet push-pull udgangstrin, hvorved der på en forholdsvis simpel måde opnås en optimal belastningsimpedans svarende til de 800 ohm, der er højttalerimpedansen.
   Forstærkeren er forsynet med 2-kanal udgang således, at høje og dybe toner hver har sin kanal med tilhørende højttaler. Delefrekvensen er 450 Hz. Kombinationstonedannelse af høje og dybe toner (intermodulation) undgås og den fulde udgangseffekt af forstærkeren kan udnyttes.
   Forstærkerindgangen kan tilsluttes såvel magnetodynamisk- som krystalpickup. Forforstærkerrøret ECC83 efterfølges af en 4-stillings omskifter, hvormed forstærkerkarakteristiken kan ændres passende enten til tuner/båndoptager (ret karaktsristik), LP-plader (RIAA), nye 78- (FFRR) eller gl. 78 plader. Volumenkontrollen er indkoblet foran triodedelen af triode-pentoderørøt PCL-82. Den er "fysiologiske, dvs. at høje og dybe toner fremhæves i forhold til mellemtonelejet ved nedskruet volumen. Bas- og diskantkontrollerne er indført på hver sin side af pentodedelen i PCL-82. Efter denne følger delefiltrene til de to udgangskanaler hver indeholdende 2 stk. udgangspentoder type EL-86. Af hensyn til interesserede bringer vi i fig. 2 det fuldstændige diagram af forstærkeren.

Af hensyn til interesserede bringes i fig. 2 det fuldstændige diagram af forstærkeren. Philips opgiver iøvrigt følgende data for forstærkeren:

• Frékvensområde 25-20000 hz. (30-20.000 indenfor ±1 dB.)
• Variation - af baskontrol:    +5 til ÷15 dB ved 30 Hz. (+7 til ÷14 dB)
• Variation af diskantkontrol: +8 til ÷23 dB ved 15000 Hz.  (+11 til ÷21 dB)
• Udgangseffekt 2x6 W.

Ved målinger foretaget af Populær Radio på et prøveeksemplar er fundet de ovennævnte i parentes anførte værdier visende god overensstemmelse med de opgivne. Endvidere følgende:
Følsomhed målt ved 450 Hz og 2X25 mW udgangseffekt:

• Tuner indgang 25 mV.
• Pick-up indgang, magn. dyn. p.u. 0,4 mV.
• Pick-up indgang, krystal p.u. 30 mV.

Forvrængningen i forstærkeren er selv ved fuld udstyring af forstærkeren under det hørbare og reduceres betydeligt derunder ved normal stuestyrke. Til slut en lille praktisk indvending: Knapperne er lidt små at tage på, selv om de i størrelse passer godt til forstærkerens beskedne dimensioner, (310x195X155 mm).

BASHØJTTALER TYPE AU 5035 UfD
   Bashøjttaleren beregnet til anvendelse med ovenstående forstærker består af en 210 mm højttaler type 9710A med lav resonansfrekvens (45 Hz) og høj svingspoleimpedans (800 ohm) indbygget i et særligt udformet kabinet.
   Ved passende anvendelse af dæmpematerialer og en særlig afstivning af kassen er det lykkedes at opnå en næsten frekvensuafhængig højttalerimpedans og kraftig undertrykkelse af resonans- og antiresonanseffekter. Resultatet er en forvrængningsfri gengivelse af hele det ønskede basfrekvensområde 30-450 Hz. Kabinettet er udformet således, at det passer ind i et hjørne, hvorved den bedst mulige placering opnås, idet stuen kan virke som et stort horn, resulterende i passende dybtoneforstærkning. For dog også at muliggøre anbringelse langs en væg er kabinettets bagside fladt afskåret.
   Kabinettet er udført i mat nød med nylonhøjttalerstof og er med sine enkle linier let at indpasse i næsten enhver stue.

DISKANTHØJTTALER TYPE AD 5036
   Diskanthøjttaleren, som dækker mellem- tone- og diskantområdet 450-18.000 Hz består af en 168 mm dobbeltmenbranhøjttaler med 800 ohm svingspole monteret i et fikst lille kabinet, udformet således, at det kan anbringes stående eller hængende på en væg.
   Ligesom bashøjttaleren mest hensigtsmæssigt anbringes i et hjørne opsættes diskanthøjttaleren bedst på den ene til hjørnet stødende væg rattet mod den anden væg, hvorved lydbølgerne ankommer til lytteren fra et mere udstrakt areal. Den velkendte "nøglehulseffekt" undgås derved.
   Diskanthøjttalerkabinettet svarer i sit ydre til bashøjttalerens. Såfremt man ønsker selv at udforme sine højttalerkabinetter kan ovennævnte specialhøjttalere fås løse.
   Ved den praktiske afprøvning af anlæget glæder man sig straks over den fuldstændige stilhed i stuen, når forstærkeren ikke modtager noget signal. Ingen brum eller støj anes fra højttalerne, og pladespilleren, når den sættes i gang, løber fuldstændig lydløst under afspilningen.
   Ved afspilning af LP-plader er illusionen af at opholde sig i en koncertsal ikke langt fra at være fuldkommen. Anlæget kan derfor varmt anbefales til alle musikelskere som af økonomiske grunde er afskåret fra at anskaffe sig de store anlæg.

 
Fig. 2. Diagram for Hi-Fi forstærker type AG9009. Øverst fra venstre forforstærkertrinet (ECC 83) med korrigeret indgang for magnetodynamisk eller krystal pick-up, dernæst omskifter for valg af tuner-båndoptager (ret frekvenskarakteristik), RIAA FFRR eller gl. "78". Før triodedelen i PCL82 den "fysiologiske" volumenkontrol. Foran pentodedelen baskontrollen, bagefter diskantkonstrollen. Endelig følger delefiltrene og de 2 transformatorløse udgangstrin; øverst diskant- og nederst baskanalen, hver bestående af 2 stk. seriekoblede EL86. Nederst til venstre ensretterdelen med brokoblet selenventil

Philips rigtige HIGH FIDELITY anlæg

   Det er en udbredt opfattelse, at man ved stereofonisk gengivelse kan slaa af paa kravene til højttalerne og f. eks. nøjes med et stærkt begrænset frekvensomraade. Dette synspunkt er næppe holdbart i længden, selv om det er rigtigt, at den stereofoniske effekt kan virke ret overbevisende, også når gengivelseskvaliteten ikke er særlig fremragende. Dette gælder især når der er tale om uægte optagelser med diverse overdrevne effekter.
   Det kan benyttes som nødhjælp til gengivelse af stereofoniske grammofonplader at slutte A- og B-signalerne fra pickupen til to forhåndenværende radioapparater, der anvendes som forstærkere og lytte på de indbyggede højttalere, selv om disse eventuelt er noget forskellige. Det vil altid lyde anderledes, end det man er vant til. I starten optages man af det nye, stereofonien, ofte pyntet med de "gags", som i stor stil i den kommende tid vil blive benyttet af underholdningsindustrien - så længe nogen gider høre på det. Man glemmer da let forskellige mangler, som man ellers næppe havde tolereret. Men en sådan gengivelse vil være utilfredsstillende på længere sigt. Når sagen har tabt nyhedens interesse, vil man sikkert foretrække en god enkeltkanals gengivelse frem for en dårlig stereofonisk. Dette vil i hvert fald være tilfældet, hvis det, der ønskes, er realistisk gengivelse af musik. Lokalisationen i sig selv betyder som bekendt mindre for musiknydelsen. Til mere populære formaal kan man utvivlsomt dog klare sig ret primitivt.
   Er man blot nogenlunde kritisk med hensyn til højttalergengivelse, vil man snarere stille større krav til kvaliteten al de to stereofoniske kanaler*) end til den sædvanlige ene, idet ting, som mange har vænnet sig til at acceptere i aflade urealistisk gengivelse, saa som buldrebas og højtoneforvrængning, virker stærkere forstyrrende på en gengivelse, som iøvrigt forekommer så ægte, som tilfældet i bedste fald kan være ved stereofonisk gengivelse. Er sådanne mangler alternativet, er det rimeligt, at mange vil foretrække frekvensbeskæring som et mindre onde. Til stereofonisk gengivelse skal man principielt benytte to højttalersystemer af ganske samme art, som anvendes til bedre enkeltkanals gengivelse. De to højttalersystemer skal være identiske og fødes fra to ligeledes identiske forstærkere med henholdsvis A- og B-signalet. De placeres i rummet symmetrisk med en passende indbyrdes afstand.
   Højttalersystemerne skal i bedste fald dække omraadet fra 40 til 12.000 Hz jævnt og diffusere lyden bedst muligt, ikke mindst ved de højeste frekvenser. Dette er ensbetydende med, at man aldrig skal nøjes med en enkelthøjttaler i hver kanal, hvis der stilles krav til kvaliteten.
   Det foregaaende indebærer, at det totale højttalerarrangement til stereofonisk gengivelse bliver dobbelt så dyrt og kommer til at optage dobbelt så megen plads som et almindeligt "high-fidelity"-anlæg.
   Til et stereofonisk anlæg gælder det derfor i endnu højere grad end ellers, at man lægger an på en gennemført økonomisk dimensionering, således at man ikke ødsler hverken med penge eller med plads.
   I de fleste tilfælde kan man umiddelbart se bort fra muligheden af at få to store hjørneskabe à 300 liter anbragt i en almindelig stue. Til alt held er dette også overflødigt. I det følgende skal gennemgås et par konkrete muligheder for opbygningen af stereofoniske højttaleranlæg i forskellige prisklasser.

Økonomisk stereoanlæg med 2 x 2 højttalere.
   I dette anlæg benyttes ingen specielle bashøjttalere, hver kanal består af en højttaler, som dækker bas- og mellemtoneområdet, og en højtonehøjttaler. Til det lave register benyttes U 6l0 (Peerless), en oval højttaler med dimensionerne 6" X 10" og med basresonans omkring 70 Hz. (evt. U825R,. E8250 eller Philips AD3800). Højtonehøjttaleren er MT2OHFC, ligeledes Peerless. Begge højttalere 3,2 Ohm. Ialt benyttes altså fire højttalere i moderat prisklasse. De store højttalere anbringes i hver sit lukkede kabinet. For at spare plads kan disse gøres så små som 30 liter, indvendigt mål. Hulrummene fyldes med kapok, Ca. 300 gram pr. kabinet, som løst stoppes i passende poser. De ovale højttalere placeres lodret og kan, når trætykkelsen er ca. 12 mm. umiddelbart monteres bagfra på forpladerne. Højtonehøjttalerne anbringes bedst frit oven på de respektive kabinetter, men kan også indbygges i disse. I så fald skal de monteres forfra eller forsænkes i forpladen, således at trætykkelsen i udskæringen foran membranen ikke overstiger 3-4 mm. Placering af højttalerne i kabinetterne og disses nøjere udformninger iøvrigt ukritisk. Det anbefales dog at højttalerne anbringes med en indbyrdes afstand af mindst 10 cm. Deres indbyrdes fasning bliver da ukritisk.

Fig. 1, Højttalerkanal til økonomisk stereoanlæg. Det komplette anlæg består at to sådanne kanaler.

Fig. 1b. Spole 0,2 mHy til højpasfilter anvendt fig. 1a og 3. Der anvendes bipolariserede elektrolytkondensatorer
(fra Tobias Jensen, mærket Electrolytic Crossovers)

   Elektrisk forbindes højtonehøjttalerne parallelt med hovedhøjttalerne, koblet gennem et lille højpasfilterled som vist fig. 1. De to kabinetter placeres med en indbyrdes afstand al 2-3 m bedst op ad en endevæg i en stue (se fig. 2). De to store højttalere skal fases ens, da de ellers vil modvirke hinanden i bassen og give et helt forstyrret lokalisationsindtryk, når man befinder sig nogenlunde midt mellem højttalerne. Man konstaterer let den korrekte fasning ved at skifte om på fasen et par gange og lytte kritisk til resultatet. Kabinetterne placeres i hovedhøjde og bør pege lige ud i stuen.

Fig. 2, Placering at to stereokanaler i stue.

   Med en basfremhævning på 6-12 dB ved 80 Hz får man en velbalanceret gengivelse fra ca. 70 Hz og op til de højeste frekvenser af interesse for gengivelsen. En diskantkontrol, som kan dæmpe de højeste frekvenser i til. f ælde af mindre godt programmateriale kan være ønskelig. Rimelig god diffusion af lyden ved alle frekvenser sikrer, at den stereofoniske virkning ikke er begrænset til et alt for snævert område. Ved afspilning af enkeltkanals optagelser kan man med nogen fordel parallelkoble de to systemer - med korrekt indbyrdes fase.

Stereofonisk kvalitetsanlæg med 2 X 3 højttalere
   De tre højttalere (Peerless), som indgår i hver al kanalerne i dette system, er bashøjttaleren CM 120W (12" højttaler med basresonans 3 5 Hz), mellemtonehøjttaleren G 50 MRC (5", lukket chassis, frekvensområde 750-6.000 Hz) og højtonehøjttaleren MT 20 HFC (2", lukket chassis, frekvensområde 3-18 kHz), alle 3,2 Ohm (eller 8, afhængig al forstærkeren). Delefilter hørende til denne højttalerkombination kan købes færdigt. (Købes sættet samlet følger opspændingsvinkler og kabinettegninger med). Man kan dog også nøjes med det ganske enkle filter, som er vist fig. 3, hvor bashøjttaleren ikke beskæres. I et stereoanlæg behøver det ikke at være nogen ulempe, at antallet af lydkilder forøges.

Fig. 3. Højttalerkanal til kvalitetsstereoanlæg

   Opbygningen al systemet forenkles ved, at saavel mellem- som højtonehøjttalerne er udført med lukkede chassis'er, således at de ganske ukritisk kan anbringes enten i samme kabinet som bashøjttaleren eller simpelthen på en lille åben vinkelskærm, som man kan flytte rundt med, som det skønnes fordelagtigt. De må dog ikke monteres bagfra på forplade eller skærm, men må anbringes forfra eller forsænkes, således som tidligere beskrevet for højtonehøjttalerens vedkommende.
   Bashøjttalerne anbringes i hver sit lukkede kabinet med et volumen på 60-100 liter. Kabinetterne udføres i 16 mm krydsfiner eller møbelplade. For at undgå, at fladerne svinger med og giver anledning til forvrængning, kan det om fornødent afstives ved hjælp af indvendige tværstivere.
   Hulrummene dæmpes med kapok - som tidligere beskrevet - ca. 700 gram til 100 liter. I et hjørnekabinet, bør bashøjttaleren anbringes usymmetrisk på forpladen helt nede ved gulvet - se iøvrigt Populær Radio juni 1957. Har man ikke hjørner til rådighed, er placeringen ikke så kritisk, man skal blot sørge for, at der bliver forskellig afstand til begrænsningsfladerne ved den påtænkte anbringelse, og overdreven symmetri bør undgås.
   Ved hjørneanbringelse undgår man nødvendigheden af at måtte hæve bassen ved elektrisk forbetoning i forstærkeren for at opnå korrekt balance. For et fritstående kabinet må man regne med, at omkring 12 dB forbetoning er nødvendig ved 50 Hz. Dette vil give tilnærmet "ret" gengivelse. Med kapokdæmpning risikerer man aldrig, at bassen buldrer.

Placeringen af højttalerne i rummet
   Den almindelige fejl ved stereofonisk gengivelse er den såkaldte "hul i midten"-effekt. Lyden synes at komme fra to adskilte højttalergrupper og vil ikke smelte sammen til en helhed. Mellem højttalerne er et hul, hvorfra der ingen lyd kommer. Dette ødelægger ganske illusionen. Anbringes de to højttalergrupper tæt ved hinanden, undgår man denne ulempe og der er intet stødende ved gengivelsen, men den stereofoniske effekt er ringe. Et passende kompromis opnås ved en højttalerafstand på de tidligere omtalte 2-3 m, dog afhængig af lokale forhold, især rummets størrelse og lytteafstanden. Musikens karakter og den anvendte mikrofonteknik spiller dog også ind.
   To hjørnesystemer vil som oftest komme for langt fra hinanden, selv om hjørnernes diffuserende virkning er fordelagtig. Det hjælper, hvis man supplerer hjørnesystemerne med en midterhøjttaler, som tilføres A+B-signal af passende styrke og herved fylder "hullet" ud. Bedre bliver det formodentlig, når man engang går over til tre-kanals stereofoni, hvad der dog ligger uden for grammofonpladernes muligheder. En fordelagtig virkning kan dog opnås ved placering af bashøjttalerne i hjørnekabinetter, men mellem- og højtonehøjttalerne nærmere hinanden anbragt efter de samme retningslinier, som blev angivet for højttalerne i det billige system. Man sikrer sig herved den gode basgengivelse og accentuerer den stereofoniske effekt ved lave frekvenser, hvor lokalisationen er ringest - samtidigt med at man undgår hullet i midten.
   Det simpleste er dog nok at placere de tre højttalere hørende til samme kanal i fælles kabinet og anbringe to sådanne kabinetter med passende indbyrdes afstand. Når man afstår fra hjørneforstærkningen, må man til gengæld indføre passende basfremhævning i forstærkeren. De tre højttalere fås iøvrigt på fælles forplade med delefilter fuldt monteret med plastikstof foran, klar til indbygning i kabinet (se fig. 4).

Fig. 4 Placering af højttalerne på forplade. Denne kan købes færdigmonteret, klar til indbygning i kabinet. (Peerless model PABS)

   Er man mageligt anlagt udgør to sådanne systemer en bekvem løsning. Anbringes systemerne vandret - hvad man nok vil foretrække af hensyn til udseendet - anbringes de symmetrisk med bashøjttalerne bort fra hinanden.
   Det gælder dog altid, at man må eksperimentere lidt med placeringen for at finde frem til det bedst mulige resultat i de givne omgivelser.
   Staar man over for i dag at ville lave sig et højttaleranlæg, og magter man ikke i første omgang det stereofoniske, er det nok klogt fra starten at tage hensyn til, at det senere nogenlunde bekvemt kan udbygges med en ekstra kanal. Starter man med det billige stereofoniske system er der iøvrigt også gode muligheder for senere at udbygge dette med bashøjttalere. Man kan da benytte samme delefilter som beskrevet til det dyrere system. Man kan eventuelt også forsøge sig med en midter-baskanal, som fødes med A+B signal op til ca. 200 Hz.

_____________________________________________________________________________

Det var konkurrencen mellem bånd og plader, som fremtvang først LP-pladen og siden den stereofoniske grammofonplade.

For få år siden betragtedes denne sidste som en teoretisk mulighed, som næppe nogensinde ville kunne få praktisk interesse, Derimod syntes båndene at have alle fordele. Det ligger lige for at indspille de to nødvendige uafhængige signaler samtidigt på et øvre og et nedre spor på båndet. Sammenlignet med monaurale halvsporopfagelser betyder dette altså en fordobling af båndforbruget.

Stereofoniske båndindspilninger har snart længe været på markedet, indspillet ved 7½"/sek. De har dog ikke kunnet notere nogen større fremgang, vel nok på grund af den meget høje pris sammenlignet med både grammofonplader og de bånd, som man kan indspille selv fra radioen. Den stereofoniske effekt kan også blive for dyrekøbt.

Anderledes med den stereofoniske grammofonplade, som kun har været på markedet nogle få måneder. Den har i dag skabt et røre i USA, som siger spar to til det, som fulgte LP-revolutionen for 10 år siden.

Trumfen overfor båndet er, at det er lykkedes at få prentet de to uafhængige signaler i samme rille uden ekstra forbrug af plademateriale og med bevarelsen af en kvalitet, som ikke er ringere end den hidtil accepterede standard for LP-plader. Prisen er, at der stilles forøgede krav til afspilningsapparaturet, og at det er så som så med kompa­ti­bi­li­teten, således at forstå, at man almindeligvis ikke skal forsøge at spille de nye mere sensible plader med ældre pickup'er.

Grammofonpladernes Achilleushæl er pladesliddet - selv om dette måske ikke er nogen ubetinget ulempe set fra producentens synsvinkel. For de mere kritiske er det diskantforvrængningen, som generer mest, især som den øges ind mod pladens centrum. Kvalitetsmæssigt kan grammo­fon­pladen ikke konkurrere med FM-radioen eller med bånd. Men de bedste plader kan, så længe de er nye og støvfri, tåle sammenligning med færdigindspillede bånd - som er resultatet af gentagne overspilninger - når det gælder signal/støjforhold. (Det sidste ord er dog næppe sagt med hensyn til reproduktion af indspillede bånd.)

Tungtvejende argument til fordel for plader frem for bånd - for den almindelige forbruger - er, foruden prisen, den enkle betjening af grammofonen. Mange lider af et teknisk mindreværdskompleks stillet overfor en båndoptager - hvor urimeligt dette end kan være.

Indspillede stereobånd i den hidtil kendte form vil nok forblive en luksus til glæde for det mest kræsne publikum. Når der engang bliver mulighed for at tappe radioen for stereoprogrammer af god kvalitet, får den stereo­foniske kvalitetsbåndoptager - som vel at mærke også kan indspille stereofonisk - sin chance ved siden af stereogrammofonen.

I den seneste tid har man søgt at imødegå de populære indvendinger imod den stereofoniske båndoptager. Foreløbig har RCA, Ampex og Tandberg i Norge (som den første i Europa) lavet 4-spors båndoptagere, som tillader 4-dobbelt udnyttelse af almindeligt ¼" tape, dvs. 4 uafhængige monaurale spor eller 2x2 stereo-spor på et bånd. Båndet deles i fire parallelle spor, som fra oven betegnes 1-4. Til stereofonisk optagelse udnyttes først spor 1 og 3, båndet vendes, og på tilbagevejen udnyttes spor 2 og 4.

Tandberg 5, 4-spors båndoptager

___  ___  ___  ___  ___  ___  ___  ___  ___           ___  ___  ___  ___  ___  ___  ___  ___  ___

RCA har udsendt de første stereobånd af den ny type paa 2x½ times stereoprogram med båndhastigheden 3¾"/sek. Båndene leveres efter ønske på normal spole - eller i en kassette, som rummer såvel en spole med bånd som en opsamlespole, intet besvær med at "tråde" bånd­optageren. Udskæringer i kassetten passer til hovederne i en speciel båndoptager - som i simpleste form kun kan afspille. Kassetten skydes uden videre ind i båndoptageren, og denne afspiller automatisk først spor 1 og 3 under fremløbet. Når båndet ikke er længere, løber det af sig selv tilbage, idet spor 2 og 4 afspilles på tilbagevejen. Betjeningen er endnu simplere end for grammofonen, idet man overhovedet ikke kommer i berøring med båndet.

Hvordan går det med signal/støjforholdet? Principielt skal dette forringes med 3 dB, når den indspillede spor- bredde halveres. I langt de fleste tilfælde, når der er tale om de populære båndoptagere, kan disse 3 dB rigeligt hentes hjem ved forbedring af hoveder, slettegenerator, forbetoningskredsløb og ved omhyggelig dimensionering af elektronikken. I det mindste gælder det for den ret opsigtsvækkende nye Tandberg 4-spors båndoptager, - type 5, - at den med hensyn til signal/støj- forhold er betragteligt forbedret i forhold til de foregående typer til trods for halveringen af båndforbruget. Indspiller man monauralt bliver der plads til 4 uafhængige spor på båndet.

Man kan ikke komme bort fra, at konkurrencen mellem plader og bånd har været ganske nyttig.

Det er nok kun et spørgsmål om få år, inden det betragtes som en selv­følge, at alle radioudsendelser, i hvert fald når der er tale om musik, dramatik eller reportager, for at nævne nogle oplagte tilfælde, sker stereofonisk.

Når radiofonien om kort tid påbegynder sine stereofoniske forsøgs­udsendelser, vil stereofonisk program for første gang herhjemme blive tilgængeligt for det helt store publikum. Der kan dog være grund til at gøre opmærksom på, at den svenske radio allerede i nogen tid har haft sin forsøgsrække løbende (hver torsdag aften kl. 22.30). Til modtagelsen fordres to radiomodtagere, som indstilles: den ene på det svenske program I og den anden på program II (som begge kan høres på FM i hvert fald i København, program 1 tillige på AM).

Til justering af volumenkontrollerne udsendes lyden af en metronom, som ved korrekt indstilling skal lokaliseres midt mellem de to modtagere, som placeres med en indbyrdes afstand af ca. 2 m. Bevæger højttaler­mem­branerne sig i fase, kan dette lade sig gøre, i modsat fald føles lokalisa­tionen uvirkelig, fjern, uanset hvordan man stiller på knapperne. Tilled­ningerne til højttaleren i den ene modtager skal da ombyttes. Eventuelt kan man nøjes med at vende apparatet med bagsiden fremefter, således at bag-strålingen udnyttes som den primære lydkilde. Programmet består af stereofonisk musik på grammofon og bånd.

For at stereofonien for alvor skal kunne få indpas i radiofonien er det en uomgængelig forudsætning, at man finder frem til et tilfredsstillende kompatibelt system, således at udsendelserne kan aflyttes monauralt uden videre på de eksisterende modtagere.

Sender man højre- og venstresignalerne på hver sin bølgelængde (som under forsøgsudsendelsen), udelukker man hovedparten af lytterne (med kun een modtager) fra at få udbytte af programmet. Man må derfor benytte M-S opdelingen af det stereofoniske program, hvor M = A + B er et signal, som fremkommer ved addition af højre- og venstre­signalet, og som kan aflyttes monauralt. S = A-B er et ekstra signal, som indeholder den stereofoniske information. S-signalet kan f. eks. udsendes på selvstændig bølgelængde, og hos lytteren, som ønsker stereofonisk gengivelse, adderes det til og subtraheres det fra M-signalet (ved hjælp af differentialtransformator), hvorved man igen kan udlede A- og B-signalerne.

Denne fremgangsmåde medfører fordobling af antallet af sendere, og hvad værre er beslaglægger det dobbelte antal bølgelængder. I stedet kan man benytte det såkaldte multiplex-system, som allerede benyttes af kommercielle amerikanske radiostationer. Dette går ud på, at S-signalet ved hjælp af et blandingstrin flyttes op i området 15-30 kHz og udsendes sammen med M-signalet på én bølgelængde. I de eksiste­rende modtagere kan det ikke høres, men i specielle multiplex­mod­tagere kan det udskilles som et selvstændigt signal, og som beskrevet benyttes til frembringelse af et højre- og et venstre-signal, der kan gengives af to højttalersystemer. Når der ikke sendes stereofonisk, kan den ekstra kanal benyttes til et selvstændigt monauralt program.

En anden og ret nærliggende mulighed består i at sende S-signalet på AM på samme bølgelængde - i FM-båndet - som hovedsignalet på FM, og modtageren indrettes da som en kombineret FM og AM modtager med fælles afstemningssystem. Det vil dog sikkert være vanskeligt helt at undgå krydsmodulation i de eksisterende modtagere mellem de to signaler, hvorfor multiplex-systemet nok er at foretrække.

En ny og ganske interessant mulighed er omtalt i "Elektronische Rundschau" for nylig *). Den går ud på, at A- og B-signalerne adderes til en midterkanal, som udsendes på normal måde og kan aflyttes monauralt på almindelige modtagere. I specielle modtagere tilføres det til to højttalersystemer gennem specielle forstærkere, hvis forstær­kning styres af såkaldte pilotfrekvenser, som udsendes sammen med signalet, og som er amplitudemodulerede af A- og B-signalernes indhyldningskurver. Disse sidste genskabes ved ensretning i modta­geren. Når en impuls registreres af A-mikrofonen, medfører dette en spids i indhyldningskurven, A-pilotfrekvensens amplitude øges i over­ensstemmelse hermed og sendes sammen med A+B-signalet til mod­tageren, hvor reguleringen momentant sættes i gang, således at A-højttaleren overtager hele informationen så længe impulsen varer. Denne vil på grund af Haas-effekten lokaliseres til A-højttaleren. Omvendt lokaliseres et B-signal til B-højttaleren. For at også samtidige A- og B-impulser skal kunne lokaliseres uafhængigt af hinanden, indføres ved hjælp af båndoptager en lille forsinkelse af det ene signal i forhold til det andet straks efter mikrofonerne. (Dette bemærkes ikke ved monaural gengivelse af sumsignalet.) Et orkester vil derfor stort set blive opdelt i to halvdele, som tilsyneladende gengives af hver sin højttaler, og man opnår en stereofonisk effekt. Uden en tredie mikrofon og en tredie pilotfrekvens, kan man dog næppe få nogen midterlokalisation med. Det er principielt muligt at benytte en 4-5 styrefrekvenser, som tilsammen formidler den stereofoniske infor­mation. Pilotfrekvenserne lægges i området 14-15 kHz, og kan være så svage, at de i en almindelig modtager høremæssigt forsvinder i den uundgåelige støj, men kan "fiskes" frem ved hjælp af skarpe filtre i specielle modtagere.

F. Enkel: Die Ubertragung räumlieber Schallfeldstrukturen Ober einen Kanal mit Hilfe unterschwelliger Pilotfrequenzen, El. Rundsch. Okt. 1958.

_____________________________________________________________________________