Vintage High Fidelity - 1959

Om forstærkerens udgangseffekt

Normalt regner man med, at 5 watt er fuldt tilstrækkelig udgangseffekt hos en forstærker, som skal benyttes i en almindelig lejlighed (ikke mindst af hensyn til naboerne!). I det tilfælde, hvor man har to forstærkere, som samtidig leverer effekt til to identiske højttalerem behøver hver forstærker ikke at dimensio­neres til mere end 2½ watt maksimal udgangseffekt, når begge forstærkere arbejder parallelt. Selv om man ikke umiddelbart kan overføre dette på det stereo­foniske tilfælde, viser det sig dog, at man også her kan spare noget effekt. Man kan populært sige, at der foreligger "omtrent" det samme program på begge kanaler i ægte stereofoni.

Det er interessant, at en lille formodentlig hjemmebygget 2 x 2½ watt forstærker sammen med noget, der ligeledes kunne ligne hjemmebyggede højttalerkabinetter, er afbildet med en Thorens TD124 pladespiller.

Sennheiser VKS 203

Denne fremragende 2 x 10 watt stereo-forstærker er fremstillet til den forvænte musikven. Den yder den mest fundendte gengivelse af stereo-bånd og -plade­optagelser og egner sig fortrinligt til stereo-hi-fi-optegelselse eller -gengivelse fra radio eller mikrofon. Foruden den stereo­foniske er også énkanal-gengivelse med de fulde 20 watt mulig.

Valg af indgang m. v. sker med trykknapomskifteren. De 4 betjeningsknapper er: l ydstyrke, bas, diskant og stereo-balance.

Forstærker VKS 2003 kr. 1.150,00
Transistor-forforstærker VVS 1   kr.    165,00
VKS 203 er en 2 x 10 watt stereo-forstærker for vekselstrømsdrift med 2 ultralineære push-pull udgangsforstærkere. Der er 4 indgange med trykknapomskifter: bånd - mikrofon - radio - grammofon.
- Båndoptagerindgangen er beregnet for alle kendte i handelen værende apparater.
- Til mikrofonindgangen kan højohms-mikrofoner tilsluttes direkte.
- Radiotilslutningen er for modtager med diodeudtag, 100 mV.
- Grammofonindgangen er beregnet til krystalpick-up.

Følsomheden på de tre indgange "mikrofon", "radio" og "grammofon" kan ved hjælp at ekstra forforstærkere hæves betydeligt. Derved bliver forstærkeren så følsom, at lavohms dynamiske mikrofoner eller dynamiske pick-up's med lille udgangsspænding kan tilsluttes direkte. Samtidig virker forforstærkeren som modforvrænger for pick-up'en.
Denne 2-kanal forforstærker er forsynet med støjsvage transistorer og monteret med stikben, lige til at sætte i. Der kan isættes indtil 3 dobbelte forforstærkere.
Ved én-kanal gengivelse kobles indgangene i parallel. Benyttes i denne stilling en stereo-pick-up til alm. plader, vil man få en virkningsfuld kompensering at pladestøj og rumlelyde.
Foruden den sædvanlige volimenkontrol findes en trykknap, der "hørerigtigt" sænker hele niveauet, når svag gengivelse ønskes.
For at regulere den stereofoniske effekt i overensstemmelse med lytterummets forhold - højttaler- og tilhørerplacering m. v. - er apparatet forsynet med en stereo-balanceknap.
VKS 203 har trinløs variabel bas og diskantregulering med meget store variationsområder.
Frekvensgangen er altid i begge kanaler eksakt ens. Endelig er der på apparatet udgange til stereobåndoptagelser. Da disse ligger før tonekorrek­tionerne, bliver optagelserne ikke påvirkede at bas- og diskant­kontrollens stilling. Et bevis for apparatets høje kvalitet er den overordentligt lave klirfaktor. Ikke alene ved 1000 Hz, men i hele toneområdet ligger den langt under "høregrænsen".
RADIO- og TV MESSEN 1959 i Falkonercentret

På baggrund af de europæiske markedssammenslutninger, som vil skærpe kravene til industrien her i landet, blev Radio- og TV-messen 1959 en opsigtsvækkende og glædelig demonstration af dansk konkurrenceevne, både teknisk og prismæssigt.

Radioindustrien her i landet har i en årrække hovedsageligt eksporteret løsdele til apparater, medens færdigvare-eksporten herfra var begrænset. Det livlige salg på hjemmemarkedet nødvendiggjorde en rationalisering, som øgede produktionen og sænkede priserne så meget, at de kom på linie med priserne i de bedst arbejdende lande i Europa. Det må bemærkes, at disse konkurrencedygtige priser ikke er opnået ved fremstilling af "skrabede" apparater (f. eks. TV-modtagere for kun en enkelt station), men teknikken er tværtimod bedre end nogensinde før.

Da man i fjor for første gang afholdt en samlet messe i den hensigt på én gang at vise alle landets radiohandlere de vigtigste sæsonnyheder indenfor radio-, TV-, grammofon- og båndoptagerfabrikationen, blev arrangementet en sådan succes, at den simpelthen måtte blive fulgt op af et tilsvarende arrangement i år, hvor antallet at forskellige modeller er 40% større end i fjor. Denne stigning svarer temmelig nøje til stigningen i apparatindustriens samlede produktion, som i år bliver den største i branchens historie med en produktion af TV-modtagere på mellem 130.000 - 150.000, og også med flere radioapparater end før konkurrencen fra fjernsynet begyndte! Dette skyldes de utroligt populære transistormodtagere, af hvilke der i det kommende år ventes bragt 40 - 50.000 på markedet, foruden 80.000 alm. radioer.

Det er ikke alene antallet af modeller, men også disses tekniske nyheder, der vil imponere på messen, der afholdtes i Falkonercentret og derefter på Fredericia Ny Teater.

Billedrøret på 110° afbøjning, som nu er indført overalt, gør apparaterne slankere og smukkere i linierne, ligesom automatikken rummer både en behagelighed og en sikkerhed ved betjeningen. Der er bl. a. tale om automatisk kontrastregulering ved hjælp af fotocelle, automatisk linie- og billedhold, automatisk indstilling på sendefrekvensen osv.

På stereofoniens område er der sket noget afgørende siden sidste messe, idet man i særlige demonstrationslokaler vil vise, hvorledes stereofonien på bånd og plader er gået over fra at være et eksperiment til at blive en dagligdags ting.

Da messen har været afholdt så sent i august, har det ikke været muligt at bringe nærmere omtale. I næste nummer vil der blive bragt en udførlig gennemgang af nyhederne på messen.

Bang & Ollufsen demonstrerede stereoanlæg. Nedenstående billede er taget under Radioudstillingen i Falkonercenteret i 1959. Det fremgår tydeligt af billedet, at forstærkeren, pladespilleren og højttaler type ST 606 fra ovenstående reklame fra Populær Radio og Fjernsyn, august 1959, bliver demonstreret.




Det første stereoanlæg demonstreres, efter ameikansk forbillede, i et seperat lydtæt rum, radioudstillingen 1959

Stereofoniske radioudsendelser?

Af chefingeniør Fr. Heegaard

   Interessen for de stereofoniske grammofonplader gør det ganske naturligt at stille det spørgsmål om ikke snart det er på tide, at også radioen begynder at lave stereofoniske udsendelser. Hvis man der ved tænker på foranstaltninger af mere permanent karakter er svaret på dette spørgsmål imidlertid ikke helt simpelt at give.


   Der har i mange europæiske lande været lavet forsøgsmæssige stereofoniudsendelser, og der er formodentlig en del danske lyttere, der med interesse har fulgt de svenske forsøg. Princippet i alle disse forsøg har været det, at man har sendt de to signaler, der svarer til henholdsvis venstre og højre side, over hver sin sender eller gruppe af sendere. For at modtage disse udsendelser i stereofonisk form har det været nødvendigt at anvende to modtagere, en for hvert sidesignal. Sådanne udsendelser kan nok give et indtryk af, hvad stereofoni er, og det er da også hensigten at fortage sådanne forsøgsudsendelser her.


   Fremgangsmåden har dog betydelige ulemper. De færreste mennesker vil vel kunne skaffe sig to helt ens modtagere, og udsendelserne vil derfor i de fleste tilfælde blive modtaget på mere tilfældigt sammenbragte modtagere. For at opnå en fuldt tilfredsstillende, stereofonisk gengivelse er det imidlertid nødvendigt at de to sidekanaler er ganske ens. Endvidere er anvendelsen af to komplette sendere og to komplette modtagere ikke synderligt økonomisk og, hvad værre er, beslaglægger to fulde kanaler i frekvensspektret. Hertil kommer yderligere det forhold, at ingen af de to kanaler, taget hver for sig, kan levere en fuldt tilfredsstillende gengivelse for de lyttere, der ikke er indstillet på stereofonisk gengivelse. I virkeligheden burde man altså have en tredie sender, der udsendte et ikke stereofonisk signal til brug for de "gammeldags" lyttere - en i praksis helt håbløs tanke.


   Herved bringes vi ind på begrebet "Kompatibilitet". Dette ord er lånt fra det amerikanske farvefjernsyn, der er således beskaffent, at en farvefjernsynsudsendelse kan modtages ikke alene på farvefjernsynsmodtagere, men også på almindelige TV-modtagere, der ikke kan gengive farver. Ordet betyder sådan noget som "forligelighed". Overført på sterofoniske radioudsendelser vil man altså sige, at disse er kompatible såfremt de uden videre kan modtages på normale modtagere. Det kan i øvrigt anføres, at de stereofoniske grammofonplader, teoretisk i alt fald, er kompatible, idet de i princippet kan afspilles på almindelige pladespillere, naturligvis uden at man opnår den stereofoniske virkning. I praksis er de ikke helt kompatible, idet det for ikke at ødelægge pladerne er nødvendigt at anvende en speciel pick-up.


   Tanken om at lave kompatible, stereofoniske radioudsendelser er ikke ganske ny, omend den i mange år har ført en upåagtet tilværelse. Man finder den fremsat i et fransk patent (1), der er ansøgt i 1939. Systemet går i korthed ud på følgende: i studiet anvendes på sædvanlig måde to mikrofoner, der er anbragt i nogen afstand fra hverandre i højre og venstre side. Lad os kalde signalet fra venstre mikrofon for A og signalet fra højre mikrofon for B. I stedet for at udsende disse signaler direkte danner man nu summen A+B og differencen A-'-B. Sumsignalet udsendes over en radiosender ved at amplitudemodulere bærebølgen medens differenssignalet bringes til at fasemodulere den samme bærebølge. En almindelig AM modtager vil derfor gengive sumsignalet A+B, som uden videre leverer en acceptabel gengivelse. Systemet er altså kompatibelt. Til stereofonisk modtagelse må man anvende en modtager, der kan adskille og demodulere såvel amplitudemodulationen som fasemodulationen, hvorved man altså får signalerne A+B og A÷B. Ved atter at danne summen og differensen af disse signaler får man gendannet de oprindelige signaler A og B, idet (A+B) + (A÷B) 2A og (A+B) ÷ (A÷B) = 2B. Disse signaler kan således ledes til hver sin side- højttaler og levere stereofonisk gengivelse.

   Endnu mere forbavsende er det at studere to engelske patentbeskrivelser (2), (3), der er ansøgt for mere end 25år siden af englænderen A. D. Blumlem. Man finder her i alle principielle forhold en fuldstændig beskrivelse af den stereofoniske grammofonplade som vi kender den idag. Der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at når de to sidesignaler skæres i hver sin side af rillen under en vinkel på 45 º , så svarer en bevægelse af pick-up'en i retning parallelt med pladens overflade til et sumsignal, og en bevægelse vinkelret på overfladen til et differenssignal. Sum og differenssignaler anvendes også i forstærkerkæden under optagelsen, og , hvad der i sær interesserer os i denne forbindelse, der angives forskellige mikrofonkombinationer, der direkte afgiver signaler, der svarer til sådanne sum og differenssignaler.


   Sagen er nemlig den, at man ved anvendelse af to mikrofoner, der er anbragt i afstand fra hverandre, ikke kommer til en fuldt tilfredsstillende gengivelse ved at tilføre sumsignalet til en enkelt højttaler, i alt fald ikke i alle tilfælde. Det kunstneriske resultat af en radiogengivelse af f. eks. et musikstykke er i høj grad afhængigt af en rigtig mikrofonplacering, og erfaringen har vist, at man som oftest ikke når det bedste resultat ved at bruge to mikrofoner, der modtager lydsignaler, der kun differerer lidt fra hverandre. Dette forhindrer naturligvis ikke, at man ofte benytter mere end een mikrofon ved en udsendelse, men i sådanne tilfælde benyttes de enkelte mikrofoner til at fremhæve bestemte instrumenter eller instrumentgrupper, som da giver det overvejende bidrag igennem disse såkaldte "Accentmikrofoner". Det er derfor ønskeligt, at det signal, der skal benyttes til den ikke-stereofoniske gengivelse, kan afledes fra en enkelt mikrofonposition, og det opnår man ved at benytte en mikrofonkombination som den angivne.

   Det er mærkeligt, at Blumlein, som må have været klar over betydningen af kompatibiliteten i forbindelse med stereofoniske grammofonoptagelser og tonefilmsoptagelser, og som yderligere i sin patentbeskrivelse udtrykkelig omtaler radioudsendelse af de stereofoniske signaler enten i form af A og B signaler eller som sum- og differenssignaler, ikke angiver anvendelsen af sit system til kompatible radioudsendelser, lige så lidt som opfinderen af det franske system synes at have været klar over fordelene ved at anvende Blumleins mikrofonkombinationer i denne forbindelse.


   I begyndelsen af halvtredserne udførte nu afdøde radiofoniingeniør Holger Lauridsen i Statsradiofoniens laboratorium nogle forsøg, der mundede ud i et fuldt kompatibelt system for radio- udsendelser. Hans forsøg blev første gang demonstreret ved et møde i Nordisk Akustisk Selskab i København d. 6. juni 1954 (4) (5). Man kan faktisk komme ganske nær til ingeniør Lauridsens system ved at kombinere det, der står i de førnævnte franske og engelske patentbeskrivelser, som imidlertid var ukendte for ham - det er jo de færreste mennesker, for hvem patentlitferaturen er daglig kost. Han nåede da også sit resultat igennem en række betragtninger, der afviger meget fra de, der ligger til grund for patenterne, og nogle af hans forsøg kaster så interessant et lys over problemerne i forbindelse med opnåelsen af en rumlig fornemmelse ved lydgengivelse at der er grund til at beskrive dem lidt nærmere.

   Det første forsøg er meget simpelt:

   En højttaler er anbragt foran en lytter, og en anden højttaler bag ham. Samme musikprogram tilføres begge højttalere. Virkningen af den bageste højttaler er, at den i nogen grad svækker indtrykket af, at den forreste højttaler er musikkens kilde. Afstanden mellem lytteren og de to højttalere er ret kritisk, og virkningen er ikke særlig udpræget. Hvis lyden fra den bageste højttaler imidlertid forsinkes ca. 50-100 millisekunder (ms) er virkningen straks en helt anden: Lytteren føler sig hensat til et langt rum hvori musikken spilles. Forsinkelsen kan let etableres, f. eks. ved som programkilde at benytte en båndoptager med to afspilningshoveder anbragt efter hinanden.

   Arrangementet kan forbedres ved at anbringe yderligere to højttalere, en til hver side for lytteren. Lyden fra side- højttalerne forsinkes så ca. 50-100 ms, medens lyden fra baghøjttaleren nu forsinkes Ca. 100-200 ms. Virkningen heraf er den, at det indbildte rum, hvori lytteren synes at befinde sig, nu også har en stor udstrækning på tværs.

   Det interessante ved dette forsøg er, at det tydeligt demonstrerer, at man kan opnå en udpræget fornemmelse af rum uden at indføre den for stereofoni karakteristiske mulighed for at lokalisere lydkildens placering i sideretningen. Når man eksempelvis lytter til en optagelse af orgelmusik med den beskrevne opstilling, føler man sig hensat til et stort kirkerum som helt fyldes af musikken.

   Det er måske ikke så underligt, at denne virkning opnås, for man efter ligner jo netop lydens forplantning i et stort rum. Derimod er det ikke helt simpelt at forklare sig hvorledes hørelsen er i stand til at give den rigtige fortolkning på det, man hører. En ting er sikkert: Vurderingen af størrelsen af det rum, man synes at befinde sig i, har intet at gøre med den faktiske afstand mellem lytteren og højttalerne. Man kunne så sætte sagen på spidsen og spørge om det ikke skulle være muligt at opnå sådanne rumlige virkninger når man lytter i hovedtelefoner. Og det er det.


Figur 1

   I fig. 1 har vi et par hovedtelefoner som får tilført et signal fra en musik- optagelse på et bånd. Hovedtelefonerne er forbundet således, at membranerne bevæger sig i fase, d.v.s. således, at i ethvert øjeblik bevæger de sig enten begge ind imod øret eller begge bort fra øret. Fra et andet afspilningshoved føres det samme program, men forsinket de sædvanlige 50-100 ms, ligeledes til hovedtelefonerne. I tilledningerne for den forsinkede lyd er der indskudt en omskifter hvormed man kan ombytte forbindelserne til den ene af hovedtelefonerne.

   Vi begynder eksperimentet med at lytte til den uforsinkede lyd alene. Virkningen er den sædvanlige: Lyden synes ikke at komme fra noget bestemt sted, men snarest at opstå inde i hovedet. Vi tilføjer så nogen forsinket lyd, idet vi har stillet omskifteren således, at membranerne også for den forsinkede lyd bevæger sig i fase. Det virker som om der kom noget efterklang til. Forøger vi styrken på den forsinkede lyd kommer vi snart til et punkt, hvor der er for meget efterklang og det hele bliver uklart og rodet. Men lyden synes stadig at opstå i hovedet. Så lægger vi omskifteren om, så membranerne for den forsinkede lyd kommer til at bevæge sig i modfase. Vi får så straks fornemmelsen af at være til stede i et stort rum hvori musikken spilles. Musikken bliver igen klar, og indtrykket er behageligt. Virkningen er meget slående. I mange tilfælde, hvor forsøget har været gjort med uforberedte lyttere, har de revet hovedtelefonerne af og set sig omkring i lokalet for at finde ud af, hvor lyden kom fra.

   Vi vil ikke gøre noget forsøg på at forklare hvorfor man opnår denne virkning, men vil indskrænke os til at konstatere, at gentagelse af en lyd med en passende tidsforsinkelse og på en sådan måde, at den forsinkede lyd når ørerne med et andet indbyrdes fase- forhold end den oprindelige lyd, fremkalder en fornemmelse af afstand og rum. Lidt overvejelse viser, at noget sådant også finder sted når man lytter i et rum, hvor væggene tilbagekaster lyden.


Figur 2

   Det var nu nærmest for at sætte sagen på spidsen, at vi brugte hovedtelefoner. Forsøget kan også gøres med højttalere, se fig. 2. De to højttalere kan anbringes til højre og venstre for enden af et værelse, ligesom ved stereofonisk gengivelse. De forbindes således, at membranerne bevæger sig i fase for signaler, der tilføres ved M; så vil de bevæge sig i modfase for signaler, der tilføres ved S. Når vi tilfører den direkte lyd ved M og den forsinkede ved S, får vi den samme virkning frem som ved hovedtelefonforsøget.

   Ved de forsøg, vi hidtil har beskrevet, er virkningen fuldstændig symmefrisk i sideretningen. Der har ingen forskel været på højre og venstre side, og ingen stereofonisk virkning. Det er imidlertid let at se, at opstillingen i fig. 2 må kunne bruges til stereofonisk gengivelse. Lad os antage, at vi tilfører et signal - musik, f. eks. ved M. De to højttalermembramer bevæger sig lige kraftigt og i fase, og en lytter, der befinder sig i den viste position vil derfor fornemme musikken som kommende fra et punkt i retningen midt imellem de to højttalere. Vi tilfører nu det samme signal, uden forsinkelse denne gang, til S. De to signaler vil nu være i fase i den ene højttaler, f. eks. den venstre, men i modfase i den højre. Venstre højttaler spiller derfor kraftigere end den højre, og lytteren opfatter lyden som kommende fra en retning mod venstre. Hvis vi gradvis svækker S-signalet vil lydkilden synes at forskyde sig mod midten; hvis vi, når S-signalet er blevet nul, vender tilledning­erne til S og atter forøger styrken af S-signalet, vil lydkilden synes at bevæge sig videre imod højre. For at opnå stereofonisk gengivelse med denne opstilling, må vi åbenbart bruge den i forbindelse med en mikrofonkombination, der kan levere a) et »M« signal, der giver en almindelig, ikke-stereofonisk gengivelse, og b) et »S« signal, der er nul for lydkilder, der befinder sig i midten, men som vokser efterhånden som lydkilden bevæger sig ud til siden, idet fasen skifter, når lydkilden passerer midten. M-mikrofonen kan i og for sig være af en hvilken som helst type. Som S-mikrofon kan benyttes en mikrofon, hvis retnings­karakte­ristik har form af et ottetal, f. eks. en båndmikrofon. Den må opstilles således, at det plan, hvori følsomheden er nul, peger mod midten af lydgiveren (orkestret).


Figur 3

Ved forsøgene i Radiohuset er benyttet to kondensatormikrofoner af den slags, hvis retnings­karakte­ristik kan varieres. M-mikrofonen er indstillet til ensidig følsomhed, medens S-mikrofonen naturligvis er indstillet til ottetals­karakteristik, se fig. 3. De to mikrofoner i kombinationen er anbragt så tæt ovenover hinanden som muligt for at bevare faseforholdet. De praktiske resultater er udmærkede, man har god side­lokalisation, og den mangel på midter­gengivelse, der er karakteristisk for mange stereofoniske optagelser med to adskilte mikrofoner, synes langt mindre udpræget her.

   Udsendelse af stereofoni efter dette system vil ikke volde større vanskelighed hvis man vil holde sig til FM-stationerne. M-signalet kan udsendes på helt sædvanlig måde, og S-signalet kan moduleres ind på en underbærebølge, hvis frekvens naturligvis må ligge over høregrænsen. De stereofoniske modtagere må så have mulighed for at demodulere såvel hovedsignalet som underbærebølgen samt blandings­arrangement (fig. 2) til gendannelse af A og B signalerne. Noget mere tvivlsomt er det, om det vil være muligt at finde en praktisk anvendelig metode til udsendelse over AM-stationerne, men i et land som Danmark, med fuld FM-dækning (i alt fald snart!), vil dette vel spille en lidt mindre rolle.

   Ved det skitserede system for FM udsendelser må man tage med i købet, at indførelsen af den modulerede underbærebølge nødvendigvis må medføre, at hovedmodulationen må reduceres, således at sendernes effektive styrke bliver mindre.

   På studiesiden vil indførelsen af stereofoni medføre en række problemer. Installationerne må udvides ganske betydeligt eftersom de nu skal behandle to signaler, hvor de før kun skulle kunne tage sig af ét. Det gælder ikke blot forstærkerne, men f. eks. også det koblingsarrangement, hvorigennem de enkelte studier indvælges til udsendelse, ligesom båndoptagere må ændres og særlige modulations­måle­metoder må udvikles.

   Også mere æstetisk prægede problemer vil opstå. I almindelighed har man ved stereofoniske optagelser anset det for bedst kun at benytte en enkelt mikrofonkombination for ikke at udviske retningsvirkningen. Det er i mange tilfælde også nok, men i mere underholdnings­prægede musik­udsendelser anses det for nødvendigt at anvende mange mikrofoner for at kunne fremhæve de vekslende solister. Det er imidlertid så heldigt, at man ved M-S systemet forholdsvis let kan operere med flere mikrofoner (6). Man kan f. eks. bruge en M-S mikrofonkombination til at optage det samlede orkester, og almindelige mikrofoner som accentmikrofoner, idet signalet fra disse deles mellem M og S kanalen i forhold til instrumentets placering i orkestret.

   Der er også spørgsmålet om kunstig efterklang fra et ekkorum eller en ekkomaskine af en en eller anden art. Der skulle være mulighed for at opnå særlige ruinlige virkninger heraf ved at tilføje ekko i forskellig grad i M og S kanal, eventuelt med forsinkelse i S kanalen, idet man udnytter den effekt, der blev beskrevet i forbindelse med hovedtelefonforsøget, fig. 1.

   Der er i den senere tid fremkommet nogle forslag til simplificering af radiostereofoni. De beror på den betragtning, at det strengt taget ikke er nødvendigt at udsende musikken i S-signalet, eftersom hele det musikalske indhold jo allerede er tilstede i M-signalet; man må kunne nøjes med i S kanalen at sende en eller anden form for styresignal, der tilkendegiver retningen. Man kunne f. eks. tænke sig at indlægge en pilottone, hvis frekvens var over høregrænsen og som var desto stærkere, jo længere til højre lydkilden befandt sig. På modtagersiden kunne man så, efter demodulation og ensretning, benytte pilottonen som reguleringsspænding for de to højttalere, som fik musikken gennem den normale del af modtageren. Det ville virke vældig godt hvis kun et instrument spillede ad gangen.


Figur 4

   Imidlertid skulle man jo gerne kunne skelne retningerne til de forskellige instrumenter, selv om de spiller samtidigt. Man kan så benytte sig af den egenskab ved vort sanseapparat, at man ikke er i stand til at skelne indtryk, der følger efter hinanden med kortere tidsafstand end ca. 50 ms. Kan man derfor få de forskellige retningsindtryk til at veksle tilstrækkelig hurtigt, skulle der være en mulighed for at få dem til at lyde som om de var samtidige.

   Særlig interesse knytter der sig til et i England under navnet »Percival« udviklet system. Man udnytter her yderligere det fænomen, at det først og fremmest er instrumenternes indsatser, der er af betydning for retningsopfattelsen. Er man først ved indsatsen blevet opmærksom på den retning, lyden kommer fra, gør det ikke så meget om resten af tonen ikke er rigtigt retningsbestemt. Desuden udnyttes det forhold, at høje toner er vigtigere for retningsbestemmelsen end dybe. På sendersiden udledes derfor et styresignal, der i særlig grad afhænger af de høje frekvenser i lyden, og hvor pludselige variationer i styrken fremhæves særligt. Styresignalet udsendes på en ret svag underbærebølge med en båndbredde på kun 100 Herts. Ved dette system undgås derfor praktisk taget den reduktion af den effektive sendestyrke, som fulgte med anvendelsen af M-S systemet. Desuden udsendes styresignalet i en sådan form, at man ved hjælp af en ganske simpel tilsats kan benytte en almindelig FM modtager til stereofonisk modtagelse. Det er jo fordele, det nok var værd at tage med. Hvor god den stereofoniske modtagelse bliver, er det endnu nok for tidligt at have nogen bestemt mening om, men systemet ser dog så lovende ud, at BBC er gået ind på at foretage forsøgsudsendelser dermed.

   Det kan altså blive vanskeligt nok at vælge det rette system. Og når først et system er indført, og folk har anskaffet modtagere dertil, er det praktisk talt ugørligt at slippe af med det igen. Hertil kommer et andet forhold: det var unægtelig det rareste om alle lande kunne blive enige om et fælles system. Her i landet modtager man jo mange steder svenske og tyske FM stationer, og det ville dog være ærgerligt, om man ikke også i fremtiden kunne få disse i stereofonisk form. Spørgsmålet er taget op på det internationale plan, men med nogen kendskab til internationale konferencer er det ikke svært at forudse, at det ikke bliver let at nå til enighed, og at det i alt fald vil tage sin tid.

Litteratur:
1) Fransk patent nr. 860 672, Le Matériel Téléphonicue CA.
2) Engelsk patent nr. 394 325, Blumlein.
3) Engelsk patent nr. 429 054, Blumlein.
4) H. Lauridsen: Nogle Forsøg med forskellige Former for rumakustisk Gengivelse. »Ingeniøren« nr. 47, november 1954.
5) H. Lauridsen: Nogle Forsøg med et stereofonisk System »Ingeniøren« nr. 49, december 1954.
6) K. Bertrsm: Aufnabmetecbnik fur kompatible Stereofonie. Radio Mentor, september 1958.

_____________________________________________________________________________


Stereo high-fidelity forstærker fra Larsen og Høedholt

Som pioner blandt de danske radiofabrikker møder Larsen og Høedholt med et komplet dobbelt for­stærker­anlæg i den professionelle klasse til stereo­gen­givel­se. Anlægget består af en dobbelt for- og en ligeledes dobbelt udgangs­for­stærker, som vist i fig. 1. Udgangs­forstærk­eren er udstyret med ialt fire stk. EL 34 og kan uforvrænget afgive ikke mindre end 36 watt pr. kanal. Frekvensgangen er ± ½ dB fra 10 Hz til 70 kHz.

Forforstærkeren er udstyret med indgange for radio, grammofon, mikrofon og magnetisk tonehoved. De to kanaler betjenes ved fælles knapper, hvis funktioner fremgår af fig. 1. Man bemærker især balance­knappen, som benyttes til udligning at tilfældige forskelle mellem lydstyrken i de to kanaler.

Stereo-omskifteren har tre stillinger, stereostillingen, hvor de to for­forstærker­kanaler er sluttet til hver sin udgangs­forstærker­kanal, en monaural-stilling, hvor begge udgangstrin er sluttet til samme for­stærker­kanal, således at der bliver ialt 72 watt til rådighed for monaural afspilning, og endelig en tredie stilling, hvor signalet fra den ene for­forstærker­kanal gennem dele­filter føres til de to udgangs­for­stærkere, som altså virker som separate høj- og dybtone­for­stærkere.

Dette forstærkeranlæg er nok lidt overdådigt til hjemme­brug - selv om der nok skal være dem, som er villige til at ofre hvad det koster, for at få et stereo­fonisk for­stærker­anlæg uden nogen form for kompromis'er. Anlægget er dog nok først og fremmest tænkt til professionelt brug.


Fig. 1. Det fuldstændige forstærkeranlæg, bestående at dobbelt for- og udgangs­forstærker. Blandt funktionsknapperne bemærkes separat bas- og diskantkontrol, nålestøjsfilter, kompensation for normal- og LP-plader, og endelig balanceknap og stereoomskifter (omtalt i tekst).


Fig. 2. Forforstærker set fra bagside. Man bemærker de mange tilslutningsmuligheder.

_____________________________________________________________________________


Annoncer



Med MDS 1 kan enhver indehaver af en stereo-båndoptager selv udføre fremragnende stereofoniske optegelser, ligesom den egner sig fortrinligt til etablering af stereo-højttaleranlæg og stereodemonstrationer og -forsøg.

Mikrofonkombinationen består af 2 dynamiske mikrofoner med stor retningsvirkning.

De 2 systemer er hver for sig selvstændige mikrofoner, der egner sig overalt, hvor der ønskes en kvalitetsmikrofon med retningsvirkning- Mikrofonerne kan udover placering i den specielle stereo-galge *) fastskrues på ethvert standardmikrofonstativ.

*) kan anvendes til alle 3 stereo-systemer: MS - AB - »øreafstandsmetoden«


KINOVOX, der herhjemme repræsenterer det kendte firma SENNHEISER Electronic, er nu kommet med en stereomikrofon MDS 1, som sætter ejere af stereo-optagere i stand til at foretage stereofoniske kvalitetsoptegelse.

Ved stereo mikrofoner er det især vigtigt, at de to systemer har ganske ens retnings- og frekvensegenskaber og ens følsomhed.

Før anvendtes næsten udelukkende de meget dyre kondensatormikrofoner, men det er nu også lykkedes at opnå fine resultater med dynamiske systemer, som anvendes i MDS 1.

De 2 systemer er monteret på svingbare arme, således at man enten kan benytte intensitets-stereofoni (systemerne tæt sammen) eller A-B stereofoni med bærearmene svunget ud, så systemerne er i øre-afstand. Systemerne kan også løsnes og hænges op hver for sig, hvis det ønskes. Følsomheden er 0,13 mV/µbar ved 200 Ohm (forskellen mellem de 2 systemer mindre end 1,5 dB). Frekvensområdet går fra 180 - 15.000 Hz, også med tolerance på 1,5 dB. Retningskarakteristikken er nærmest super-kardioid med maximal svækning på 12 dB ved 120°




Frekvensgang MDS1

Følsomhed ved 1 kHz 0,13 mV/µbar
Følsomhedsforekel mellem de 2 systemer < 1,5 dB
Retningskarakteristik cardioid
Dæmpning ved 120° 12 dB
Impedans 120 Ohm



_____________________________________________________________________________