Gå til Williamsons forstærker
Gå til FM-Radiofoni
Gå til Kan De heller ikke høre Dobbeltprogrammerne?
Gå til "Kvalitetsgengivelse og tilfredsstillende do."
Gå til Pope Grande radioer

Den almindeligt anvendte Metode for Indspilning af Grammofonplader betjener sig af en Metode anvist af den tyske Fysiker Emil Berliner. Efter denne Metode faas fire Spor pr. Millimeter med en ganske konstant Afstand uafhængig af Amplituden. Paa Figur 1 ses, hvorledes Sporene paa en saadan Plade ser ud. Til højre ses de "umodulerede" Spor, mens Spor med Modulation ses til venstre. Man ser nemt, at en Sammentrængning af de umodulerede Spor vil resultere i en Pladsbesparelse paa Grammofonpladen, saaledes at denne vil faa længere Spilletid.

Fig. 1. Sporene i en almindelig Grammofonplade stærkt forstørret

Dette er da ogsaa Grundtanken i det nye tyske System for "longplaying" Grammofonplader, og paa Figur 2 ses, hvorledes disse Plader er skaaret. Heri ligger Lydsporene, saa længe der ikke bliver indspillet kraftige Passager, meget tæt (ca. 0,025 mm). Afstanden mellem Sporene øges først, naar der indspilles med kraftig Amplitude.

Allerede omkring Aar 1900 var man inde paa at fremstille Grammofonplader med variabel Sporafstand, men først om knag 1920 blev det første Patent udtaget paa dette Princip, idet det engelske Selskab "Columbia" paa Papiret havde ud fundet et System, som man dog, idet man ikke havde de fornødne tekniske Hjælpekilder, maatte gaa væk fra.

Senere udviklede samme Firma endnu et System, de saakaldte "Micro grove" Plader, der fremkom i 1948. (33 1/3 Omdr.). I Tyskland er Arbejdet med at fremstille en LP Grammofonplade til 78 Omdr. fortsat, og det System, der i Øjeblikket anvendes, er udviklet af den tyske Fysiker Edvard Rhein. I hans Indspilningsaggregat styres Skærenaalen paa en saadan Maade, at hvert nyt Spor skæres i en Afstand fra det foregaaende bestemt af Indspilningsamplituden for dette foregaaende Spor.

Paa denne Maade kan en hel Del Plads spares paa Pladerne, saaledes at det i Praksis bliver muligt at faa samme Indspilningstid for en 25 cm Plade, som man tidligere havde for en 30 cm Plade.

Fig. 2. Sporene i en Plade indspillet efter Rhein's System.

Skærehovedet S faar sin Spænding fra et Forsinkningsfilter, der forsinker Mikrofonsvingningernes Fremkomst til Skærehovedet; Mikrofonspændingerne styrer ligeledes Reguleringsanordningen, der bestemmer Omløbstallet for den Gevindaksel, Skærehovedet er monteret paa. Endvidere er Apparatet paamonteret en Pickup, der afspiller det foregaaende Spor (2), og Spændingerne fra denne Pickup paaføres da Reguleningsanordningen. Den principielle Opbygning er vist i Figur 3.

Fig. 3. Den principielle Opbygning.

______________________________________________________________________________________________________________

Efter at Williamson i april og maj numrene af Wireless World 1947 beskrev sin berømte forstærker, har der fra alle sider været en stærk interesse for denne opstilling, og den maa jo stadig betragtes som det sidste ord i sagen naar det gælder kvalitetsgengivelse.

En hovedbetingelse for at faa det helt rigtige ud af opstillingen er, at der bliver brugt en meget fin udgangstransformator, og i Williamsons beskrivelse, der er meget detailleret, gives der ogsaa en nøjagtig anvisning paa at fremstille en saadan.

Det ser jo meget let ud, men for den uøvede er det nu en noget brydsom op gave at gaa i gang med, desuden er kernematerialet meget svært at faa fat i, saa mange er af denne grund veget tilbage for at eksperimentere med denne udmærkede opstilling.

Transformatorfirmaet Jørgen Schou i København har nu fremstillet en udgangstransformator specielt til en Williamson, ja, de fremstiller et helt sæt, bestaaende af filterspoler og net samt førnævnte udgangstransformator, og vi kan roligt sige, at firmaet har lavet en virkelig god udgangs transformator, der ligger tæt op ad den originale.

Den mest betydningsfulde Nyskabelse inden for Lavfrekvensteknikken, ja maaske inden for hele Radioteknikken, der er fremkommet i den allersidste Tid, kan vel uden Overdrivelse siges at være den af Englænderen Williamson konstruerede LF-Forstærker.

Det er i denne Konstruktion lykkedes at gengive hele det hørbare Frekvensomraade, og meget mere end det, saa fuldstændig retliniet, at det med normale Tonegeneratorer er meget vanskeligt at fastslaa nogen Afvigelse. Samtidig er enhver Form for uliniær Forvrængning ved en meget kraftig Modkobling nedsat ganske væsentlig i Forhold til andre Kvalitetsforstærkere. Saaledes er Faseforvrængning og Kombinationstonedannelse praktisk talt elimineret, endvidere sidder Højttaleren, elektrisk set saa fast til Forstærkeren, at den næsten ikke er i Stand til at fremhæve eller afsvække nogen Del af Tonespektret paa egen Haand.

Alt i alt maa det siges, at Toneteknikken hermed har faaet en Forstærker, der er saa nær det ideelle, at det er et Spørgsmaal, om det med de nuværende Mikrofoner og Højttalere kan betale sig at gøre den bedre. Ihvert Fald er man med denne Forstærker fuldt ud i Stand til at ud nytte alle de Forbedringer inden for Pick-up og Højttalerkonstruktion, der er fremkommet efter Krigen.

Naturligvis faar man ikke alle disse Fordele gratis, og i Williamsonforstærkeren er der da heller intet sparet for at naa det fine Resultat. Alene i selve Hovedforstærkeren anvendes ikke mindre end 6 Rørsystemer, hertil kommer saa yderligere, hvad der er nødvendigt til Ensretning og Forforstærkning. Ved at anvende de nye kombinerede Rør, er det dog muligt at reducere Rørantallet noget.

Selvfølgelig maa baade Højttaler og Pick-up og hvad der ellers tilsluttes, for at det hele overhovedet skal have nogen Mening være af den højest mulige Kvalitet.

Staar man overfor at skulle konstruere en saadan Forstærker, maa man uvilkaarlig spørge sig selv, om det vinkeligt kan betale sig at ofre saa meget paa en Fotstærker, der kun vil kunne afgive en forholdsvis beskeden Effekt (8-10 Watt), Vil man faa andet ud af den, end nogle fine Maaleresultater og saa Bevidstheden om, at alt er, som det skal være? Svaret herpaa maa blive ja. Det kan virkelig høres, ja, hvad mere er, Gengivelsen mister paa en ganske overvældende Maade hele sin elektriske Karakter, saa man næsten tror at høre Musikken eller den talende Person direkte, og ikke gennem en Højttaler. Meget videre kan man vel næppe naa.

Byggebeskrivelse - på engelsk - af Williamson rør forstærker: her

Musikelskere
og Discophiler
FREMTIDENS
MUSIKANLÆG

En klang og renhed som De ikke troede eksisterede vil Deres grammofon- og radiomusik få gennem vor kvalitetsforstærker med push-pull trioder i ren vekselstrømsudførelse (kan bruges på jævnstrøm med vibrator), indbygget i elegant forkromet stålkabinet og med løs højttaler på meget smuk lydskærm til hjørnemontage. Forstærkeren er en mindre udgave af den berømte "Williamson Forstærker" og beregnet for private hjem, men også ideel for mindre restaurationslokaler, danselokaler etc. Kan også anvendes som samtaleanlæg, hustelefon, barnevagt o.s.v. Tilslutning for mikrofon, grammofon, FM og radio forsatser, wirerecorder, fjernsyn eller grammofonoptager. Demonstreres uden nogen form for købetvang overalt i Storkøbenhavn. Ring eller skriv efter brochure. Sensationel pris ved salg direkte fra fabrik til forbruger: 550 kr. komplet (skattefri). Ratebetaling indrømmes: 100 kr. i udbetaling og 100 kr. hver 3. måned.

______________________________________________________________________________________________________________

FM-udsendelser fra radiohuset paa frekvens 41,2 Mhz ophører
Juli, 1951

Man skal hermed meddele, at forsøgsudsendelserne med FM-radiofoni over senderen paa radiohuset ved anvendelse af frekvensen 41,2 Mhz vil ophøre fra og med den 15. juli 1951, idet det nu er endeligt fastlagt, at de ordinære FM-udsendelser, der paabegyndes til efteraaret, skal foregaa paa frekvenserne 90,7 og 96,5 Mhz,

Frekvensmodulation er ikke noget epokegørende nyt, således som mange tror. De første patenter er fra omkring 1905, men udnyttelsen af selve modulationsprincippet til radiofoni vinder mere og mere indpas.

I U.S.A. har der fundet FM-udsendelser sted i mange aar, og adskellige af disse udsendelser har haft en betydelig højere kvalitet end, hvad der kan opnaas ved AM. I Tyskland er man i de sidste aar gaaet i gang med at udbygge et stort net af FM-sendere, der skal afhjælpe mangelen paa brugbare radiofrekvenser i mellembølgeomraadet. Ogsaa herhjemme har der siden 1941 været udsendelser over FM-sender. Først sendtes i 42-40 MHz baandet, men siden 1947 har man benyttet det vedtagne FM-baand, der ligger mellem 88 og 108 MHz.

Nye frekvenser
RADIO EKKO, September, 1951

    Kalundborg I (60kw, 245 kHz)
    København I (2 kW, 1484 kHz)
    København FM I (5kw, 90,7MHz).

De sidste to anbringes paa Nr. Hospitals Grund ved Sortedamssøen.

    Kalundborg II (60kW, 1081kHz)
    Skive (70kw, 1430kHz)
    København II (10kw, 1430kHz - Herstedvester med Retningsantenne mod Kbh's Centrum)
    København FM II (5kw, 96,5MHz, ved Sortedamssøen, frekvensmoduleret)
    Esbjerg (2kw, 1594kHz)
    Aalborg (280 watt, 1484kHz)
    Tønder (250 Watt, 1484kHz).

_____________________________________________________________________________

Der findes i øjeblikket vel rundt regnet 100.000 Lyttere, der ikke har megen Glæde af de danske Udsendelser. Det er Lytterne i Udkanten af København, der hentydes til.

De vise Teknikere havde nok ræsonneret som saa: Kalundborg Langbølge er en herlig station overalt i Landet, dog modtages den p. G. a. elektriske Forstyrrelser ikke godt i Storbyen. Til Glæde for dennes Indbyggere anlagde man derfor en Lokalstation (4kW). Imidlertid er Situationen ikke gunstig for de Lyttere, der bor i Periferien, idet der her findes tilstrækkelig mange elektriske Anlæg til, at Lytning paa lange Bølger bliver en hel Del af en Prøvelse, da Knas og Skratten ustandselig lader sig høre i Højttaleren.

Hertil har Radiofoniens Teknikere indvendt, at dersom Lytterne blot for­bed­rede deres Antenneforhold, vilde det være absolut muligt at "trykke Støjen". For almindelige Mennesker synes denne Paastand imidlertid ikke altid at kunne holde Stik. Tænker man sig f. Eks. det Tilfælde, hvor en bestemt Støjkilde befinder sig ca. 200 Meter borte i vandret Linie, er det yderst problematisk, om man ved at anvende en selv ret højt beliggende Luftantenne kan undgaa dette Støjfelt. Noget andet er det naturligvis, dersom Støjfeltet findes i selve Bygningen; her er det klart, at Anbringelsen af en Luftantenne og Eta­ble­ringen af en "god Jord"kunne ændre Forholdet mellem ønskede og uønskede Signaler til det gunstigere.

En stor Del af Klagerne over den daarlige Modtagning af de danske Pro­gram­mer vilde bortfalde, dersom man, hvad er ogsaa er under Diskussion, lod 210m-Senderen i Herstedvester "køre igennem" hele Sendetiden. Det synes jo i og for sig meningsløst at nøjes med at benytte en saa god Station kun til 3 Timers ekstra Aftenprogram. Da Stationen er i Drift i den gode Lyttetid fra 19 til 22, kan det jo ikke være intereuropæiske Hensyn og Aftaler, der er Grunden. Dersom Aarsagen udelukkende er den, at man vil spare 100.000 Kroner om Aaret paa Radioens Millionbudget, synes dette at være et meget uheldigt Sted at udvise Sparsommelighed.

Det er et uomtvisteligt Faktum, at bortset fra de tre Aftentimer, hvor Herstedvester (210m) er i Gang, er det for 100.000 Lyttere i Københavns Omegn ikke muligt at modtage de danske Programmer forstyrrelsesfrit paa normale Radioapparater, det være sig den ene eller den anden Model eller Aargang. Der findes dog her en Undtagelse, idet den Kategori af Lyttere, hvis Apparater er forsynet med Anordning til Modtagelse af Udsendelserne fra de to FM-Sendere, intet har at klage over. De to nye og kraftige FM-Senclere (hver paa 5kw) gaar fint igennem selv paa ganske ringe Antenner. Den ene Sender (PM1) arbejder paa 90,7 MHz og sender i hele Sendetiden Program 1. Den anden Sender (FM2) arbejder paa 96,5 MHz og er kun i Gang fra 19,15 til 22 med Program 2.

Desværre er det endnu meget faa Lyttere, der kan gøre Brug af denne i Virkeligheden enestaaende Service, der her ydes, idet det kun er meget faa Apparater, der er udstyret med Anordning for Modtagning af FM.

Det er nemlig desværre saa uheldigt, at man for at opnaa de store Fordele ved FM-Udsendelserne maa have et større Antal Rør ekstra udover dem, der skal til for den normale (AM) Modtagning, da Kravene, der stilles til de forskel­li­ge Afdelinger af en Modtager, er meget forskellige for de to Modulations­sy­stemer, og det endnu ikke har vist sig muligt paa simpel Vis at anvende de samme Rør til begge Funktioner.

I USA og Tyskland, hvor FM-Udsendelser benyttes i stor Udstrækning, har man under den Overgangstid, der normalt gaar, inden en ny Modtagertype kan gaa ind i Produktionsprogrammet, klaret sig med forskellige Former for Tilsatsapparater til de normale Modtagere, saaledes at det blev muligt med disse at modtage Udsendelserne paa de ultrakorte Bølger (mere korrekt: VHF), der anvendes til FM-Udsendelserne. Mange af disse Forsatsapparater var af meget enkel og billig Udførelse, men de store Fordele ved FM blev da heller ikke udnyttet blot tilnærmelsesvis med saadanne. Som et amerikansk Blad skrev i en Leder om det tyske FM-Marked: "Don't murder FM". Der solgtes og sælges i Tyskland Forsatse til en Pris svarende til ca. 100 danske Kroner. Disse Forsatse er i og for sig vældig fikst konstruerede og ganske gode, men det fulde Udbytte i Retning af Kvalitet og Forstyrrelsesfrihed kan (desværre kun) ikke opnaas paa saa simpel Maade.

Modtagelsen af FM kræver en helt anden Form for Detektor end de normale Udsendelser, idet Modulationen af Senderen fremkommer ved Frekvens­æn­drin­ger i Stedet for som hidtil ved Amplitudeændringer. Vi maa altsaa i alle Tilfælde have en frekvensfølsom Detektor for at modtage FM-Udsendelser. For at opnaa et godt Signal/Støj-Forhold er det af Betydning, at disse Fre­kvens­ændringer, der bærer Senderens Modulation, er saa store som muligt (indenfor visse Grænser).

Derved sker imidlertid det, at den normale Modtagers Mellemfrekvens­for­stær­ker bliver for smal til at lade dette ret store Frekvenssving overdrage til De­tek­toren. Vi maa altsaa have en speciel Mellemfrekvensforstærker ogsaa. Naar dertil kommer, at FM-Udsendelserne finder Sted paa en Bølgelængde, der slet ikke kan modtages med normale Apparater, og til hvilken det er van­ske­ligt at lave en Spolecentral, der kan dække samtidig med, at de normale Bølgelængder dækkes, forstaar man, at der skal en Del flere Rør til for at modtage FM end et Antal, der normalt sidder i en Radiomodtager.

Skal vi konstruere en Forsats, der kan give det fulde Udbytte af Udsendelserne, maa vi altsaa regne med, at det koster en Del Rør og Kredse.

_____________________________________________________________________________

Kvalitetsgengivelse og „tilfredsstillende" do.
Kender De mon det „mystiske" Tal: 400.000?
Fra Radio Ekko, september 1951

Som bekendt bestod Tonekorrektionen i de industrielle Radiofonimodtagere i adskillige Aar blot i den saakaldte „Toneblænde", d.v.s. en Anordning, hvormed de høje Toner kunde skæres bort (og Klangbilledet i Reglen blev ødelagt). Men det lød dejligt, sagde Lytterne, og en smart Fabrikant fremstillede i Radiofoniens Barndom oven i Købet en saakaldt „Toneforædler", om man kunde indskyde mellem (den Tids) Modtagere og de løse Højttalere.

Forædlingen bestod ligeledes af Bortskæring af det meste af Diskantregistret og fremkaldtes ved Hjælp af en Blokkondensator, som man lagde ind over Højttaleren.

Hvis man vilde bruge den Slags „Forædlere" nu, vilde moderne Radiolyttere sikkert alligevel reagere, og selv om man i „gamle Dage" fra teknisk Side" rynkede paa Næsen ad den Slags Toneforædling, maa man ikke glemme, at Gengivelsen paa de Tider ikke var særlig god - den omfattede ikke noget bredt Toneomraade, og ganske særligt var der ingen Basgengivelse. Uden Toneblændere eller „Forædlere" kunde Gengivelsen nok lyde lidt spids og tynd.

De indgaaende Undersøgelser, der har været foretaget under den akustisk-elektriske Udvikling indenfor Radioindustrien, har bl. a. medført, at man har kunnet fastslaa, at en Radiomodtagers Gengivelse kan betragtes som værende tilfredsstillende, naar Produktet af den laveste og den højeste Frekvens er lig med 400.000.

Nu maa man ikke tro, at blot Tallet 400.000 overholdes, kan man forvente en Kvalitetsgengivelse; det er blot et „Tonebalancetal", som bør overholdes, dersom Gengivelsen ikke skal lyde forkert.

Har man i. Eks. en lille Modtager med indbygget Højttaler med lille Membran - som i sit lille Kabinet ikke kommer til at arbejde under de allerbedste akustiske Betingelser -, saa er det saa godt som umuligt at faa Basregistret med i Gengivelsen. Vi har været ude for en saadan Modtager, som nægtede at komme under 200 Hertz. Hvis man nu - hvad k a n være muligt - lod denne Modtager arbejde med en kraftig Højtonegengivelse, vilde den lyde „spidst" og „tyndt". Her har vi altsaa det Tilfælde, at Frekvensomraadet er begrænset i Forvejen nedad.

Saa prøver vi at lade det „mystiske" Tal 400.000 optræde. Vi dividerer den laveste hørbare Frekvens 200 op i 400.000 og faar 2000 Hertz til Resultat. Altsaa skal der skæres af allerede ved 2000 Hertz i Toppen, for at man kan holde ud at høre paa Gengivelsen. Denne lyder da nogenlunde, og med den meget elastiske og tjenstvillige „Komponent", som vort Øre er, vil det nemt „snyde" os og faa os til at tro, at Gengivelsen ikke er saa tosset endda, selv om det, vi hører, kun ligger mellem 200 og 2000 Hertz. Oven i Købet vil vi maaske rose vor lille Modtager for dens høje Selektivitet, thi her er ingen Interferenstoner som paa langt kostbarere Kvalitetsmodtagere!

Tager vi nu en virkelig Kvalitetsmodtager eller en god Forstærker med Tonespektret helt ned til 40 Hertz, saa bliver Regnestykket jo unægteligt lidt anderledes.

Thi hvis vi virkelig k a n faa 40 Hertz ud af Opstillingen (det er nu uhyre sjældent, fordi kun meget faa Højttalere og maaske slet ingen Grammofonplader .har denne dybe Frekvens med - men vi tager Tallet som et Skoleeksempel), saa giver 40 op i 400.000 jo 10.000; skal Gengivelsen blive rigtig, maa vi altsaa sørge for at have Diskanten med helt op til 10.000 Hertz.

Det er jo en ganske anden Sag, og Eksemplet er altsaa lovlig „voldsomt" for Praksis. Men lad os tage blot 60 Hertz som Bundfrekvensen. 60 Hertz findes paa gode „High Fidelity"- Plader; 60 op i 400.000 giver lidt over 6000 Hertz i Toppen, og d e t er Krav, som godt kan opfyldes. Gengiver nu imidlertid vor Højttaler ikke Frekvenser op til 6000 Hertz, ja, saa vil Gengivelsen lyde hul og dyb, og dette Tilfælde kender vi jo ogsaa godt.

Som man ser, fører det ene ogsaa det andet med sig, og - som sagt - vort Øre er jo en uhyre trofast Medhjælper, hvor Radiotekniken ikke længer kan klare Problemerne. Men selvfølgelig er der ingen Sammenligning mellem en virkelig Kvalitetsgengivelse og det „barberede" Toneomraade, som skal til i de Tilfælde, hvor enten den ene eller den anden „Ende" af Tonespektret falder ud - af tekniske Grunde.

Den almindelige Toneblænde eller „Toneforædler", som vi omtalte i Begyndelsen af denne lille Artikel, har derfor sin Berettigelse i de smaa Modtagere, hvor Pladshensyn gaar forud for Muligheden af Kvalitetsgengivelse. Normalt vil man dog finde „Toneblænderen" indbygget fast - almindeligvis i Modkoblingen - og yderligere Inddrejning at en eventuelt forekommende variabel Toneblænde vil derfor forfalske Tonebilledet.

Tidskriftet Bånd-Amatøren, Januar 1956, havde en lignende artikel, se her.

______________________________________________________________________________________________________________

Takket være sine lette, elegante linier glider Eminent Grande harmonisk ind blandt møbler af enhver stilart. Eminent Grande, der er arkitekttegnet og fremstillet i satineret fransk valnød, er monteret med stor 260 mm koncerthøjttaler med tonespreder, der garanterer en fuldstændig naturtro gengivelse.

Den indbyggede universalsuper har 9 rørfunktioner, 5 bølgeområder og er forsynet med alle tekniske finesser. Ekstra højttaler kan tilsluttes. Eminent Grande leveres med såvel fuldautomatisk 3- speed skifter som 2-speed grammofonværk og kan derfor afspille såvel de nye micro-groove longplaying plader som normalplader. Den nye fjerlette safir pick-up er monteret med en speciel safirnål, der passer til alle pladetyper. Bredde 95 cm, højde 97 cm, dybde 42 cm

Intet er sparet ved opbygningen af Excellent Grande, der er den fornemste radiogrammofon og det smukkest møbel, Pope nogensinde har fremstillet. Exeellent Grande har samme fikse dørsystem som Eminent Grande, og det arkitekttegnede kabinet er udført i silkepoleret fransk valnød.

Den store akustisk indbyggede 260 mm koncert­højttaler yder en så naturtro og plastisk gengivelse, som sad man i selve koncertsalen. Radioen er en far-reaching univer­sal­super med 9 rør, push-pull udgang med fasevenderør, 5 bølgeomrader, bånd­spredning. M.F. sugekreds, tilslutning til ekstra højttaler samt alle de nyest tekniske features. Den fuld­auto­matiske 3-speed skifter kan afspille såvel de nye micro-groove longplaying plader som normal­plader, og safirnålen, der passer til alle pladetyper, kan afspille 1500 pladesider uden udskiftning. Bredde 98 cm, højde 88 cm, dybde 42 cm.

Eminent Grande 1951
er fremstillet i mellemfarvet fransk valnød. Den er 95 cm bred, 97 cm høj og 42 cm dyb. Herunder (1) ser De den lukket. Når den åbnes (2) gloder venstre dør lydløst og frik­tions­frit ind bag højre. Og så snart dørene når helt samme (3), er skabet åbent i sin fulde bredde, således at både radio og plade­skif­ter kan be­tje­nes. Efter at pla­der­ne er lagt på, glider de to døre, der nu ser ud som een, på plads ved en enkelt bevæ­gel­se og camu­fle­rer, som vist (4) såvel skifter som pladerum.

... fordi den foruden at være en radio­gram­mo­fon også er et møbel, der takket være sine lette ele­gante linier naturligt glider ind i alle om­gi­vel­ser

... fordi dens specielle dørsystem ikke bare er en fiks nyhed, men samtidig en revolutionerende løsning af et gammelt problem.

... fordi intet er sparet ved dens opbygning. Den er forsynet med: 260 mm koncerthøjttaler, indbygget 6-rørs univerdalsuper, tico­nal­magnet, tone­spreder, båndspredning, modkobling, anti­mi­kro­fo­nisk dreje­kon­den­sator, inteferensfilter, transpa­rente pla­stic­knap­per, stor fler­farvet skale, magisk øje, 3-speed skifter og safirnål, der spiller 1.500 pladesider.

... fordi den kort sagt er den bedste radiogrammofon POPE nogensinde har lavet.

______________________________________________________________________________________________________________