Gå til Det gyldne tal
Gå til Annoncer

Det er øjensynligt nu blevet alvor med stereofoniske bånd på det amerikanske marked. I julinummeret af »High-Fidelity« findes anmeldelser af nogle al de første, som er kommet i handelen, og som synes lovende. Prisen er høj, men egentlig ikke svimlende. Bartoks koncert for orkester koster $ 14.95, Brahms violinkoncert det samme, to hornkoncerter af Mozart $ 10 og og Tschaikovsky's Pathetike-symfoni den nette sum af $ 18,95. Til sammenligning står almindelige 12 tommer LP-plader i $ 3.98 og enkanals indspillede bånd i ca. $ 7.50, altså det dobbelte af pladeprisen for samme spilletid.

Der er næppe tvivl om, at de stereofoniske bånd nu er kommet for at blive. Samtidig har man fået stereofoniske radioudsendelser, idet man udnytter een FM- og een AM-kanal. Man kan selvfølgelig ikke helt eliminere forskellen mellem koncertsalen og dagligstuen (om dette overhovedet er ønskeligt). Men ved det benyttede system (som måske bliver det endelige, måske ikke), vinder man ifølge de iøvrigt nøgterne anmeldelser i »High-Fidelity« så meget i naturlighed og vellyd i forhold til de tilsvarende enkanals udgaver, at systemet for liebhavere givet må være selv betydelige ekstra udgifter værd. Der kræves jo to forstærkere og højttalersystemer foruden en to kanals båndoptager.

Stereofoniske grammofonplader har været på markedet i flere år, men er tilsyneladende ikke slået an. *) De store grammofonselskaber er ikke gået ind derfor, men udsender nu bånd i stedet. Uden at være nogen stor profet kan man vist godt spå, at de indspillede bånd vil fortrænge LP-pladerne (som dels slides, og som dels forvrænger den højeste diskant). Men udviklingen vil gå videre og det stereofoniske bånd bliver utvivlsomt enerådende for konservering af klassisk musik. I konkurrencen kan grammofonpladen kun stå sig, hvis den kommer meget ned i pris. Der er tale om en forbrugsvare, som man skal have råd til at kassere efter en 20-30 afspilninger. Dens store berettigelse bliver sikkert indenfor det store marked for let underholdning. Der bliver i så fald tale om 45 omdr. ep-plader, som fremstilles billigt i kæmpeoplag, og som bliver umoderne hurtigere, end de slides.

For at slå koldt vand i blodet er der grund til at minde om, at vi faktisk er langt tilbage i Europa, måske bortset fra England, hvor HMV har udarbejdet et komplet ind- og afspilningssystem for stereofoni. Men herhjemme er sagen faktisk den, at afspilningsteknikken slet ikke i almindelighed udnytter LP-pladens muligheder. Der er ingen grund til at tænke kommercielt på stereofonisk bånd, så længe så få vil ofre det lidt, det koster at udnytte pladerne, som de er. Det er endnu sådan, at de bedste bånd indspiller man selv fra radioen. De fleste færdigkøbte indspillede bånd må hidtil betegnes som en skuffelse, men der er ingen tvivl om, at der ligger muligheder, og at de skal blive udnyttet.

*) Måske fordi sagen ikke har været grebet rigtigt an.

Med Beocord Unitape er der for første gang bragt en dansk båndoptager på markedet, hvor selve båndværket er forsynet med pladetallerken og pickup til overspilning til båndet af alle pladetyper på de tre standard grammofonhastigheder. Båndoptageren er universsal, og kan altså anvendes på både jævn- og vekselstrøm. Dette er en kolosal fordel i et land som Danmark, hvor der jo endnu er over 40% jævnstrøm på belysningsnettet.

______________________________________________________________________________________________________________

Fra BÅND-AMATØREN, Januar 1956

Der findes sikkert mange bånd-amatører, som er af den formening, at jo højere deres apparat går op i toneområdet, desto mere naturlig bliver gengivelsen; og i denne opfattelse bliver de ofte bestyrket, når de hører nogle fine og dyre recordere, der går helt op til 15000 hz. Hvis dette var rigtigt, kunne en amatør med et billigt apparat blive ilde tilmode og tro, at han var blevet narret, da han anskaffede det, for forhandleren havde jo lovet "radiokvalitet".

Lad os slå fast, at tonebalancen er langt vigtigere end noget andet, for hvis det punkt ikke er i orden, bliver gengivelsen ulidelig at høre på. Dette har vi ofte fået beviser på i DMK, når man har pacet diskanten frem for at få "High-fidelity", men det ønskede udeblev, netop fordi man glemte tonebalancen. Tyskerne har noget, de kalder "Det gyldne tal", hvilket vil sige, at tallet 400.000 er produktet af øverste og nederste grænsefrekvens. Det vil i praksis sige, at går man op til 8000 hz, må man også ned til 50 hz; tager man 10.000 med, ja, så må man ned på 40 hz o. s. v. Selv den gengivelse, der ligger mellem 100 og 4000 hz vil lyde behageligt; i hvert fald bedre end den, der ligger mellem 100 og 12.000 hz.

Derfor skal bånd-amatørerne med de små apparater ikke tragte efter at få orkestrets slagtøj til at klinge, for kontrabassen er lige så vigtig. Vi skal senere vende tilbage til dette emne, bl. a. med nogle tips om, hvordan man er i stand til at fastslå, hvor stort toneområde man råder over på sin båndoptager.

Tidskriftet RADIO EKKO, September 1951, havde en lignende artikel, se her.

______________________________________________________________________________________________________________

Annonce

Perpetuum-Ebner

Fonofilm Industri's Ortofon pick-up


Garrard 301 HI-FI Grammofonværk

Rør-højttaler